Hvad betegner et moderne land? Digitalt tv, der goer at man ser folk, der sidder og ser live-tv paa smaa skaerme i metroen, og man selv kan se lige saa live-tv i busserne? Er det de mange gode muligheder for at komme paa nettet, eller KTX-toge der hvert 20. minut og skaerer sig gennem landet med 265 i timen? Er det de smaa kaffeautomater, der er overalt, selv i den mindste fiskerby, der paa faa sekunder fremtryller smaa kopper kaffe til den helt rette pris paa knap 2 kroner? Nej, det er toiletstandarden! Overalt finder man paene og altid rene toiletter. Om man saa render rundt paa et bjerg paa en oe, saa kan man stadig vaere sikker paa at finde et rent toilet. Selv templerne, der som regel ligger ude i en skov hoejt oppe paa et bjerg, har i dag fine og rene toiletter, og man kan ikke bevaege sig ned i metroen uden at komme forbi et toilet. Det mest ekstreme var dog paa Jeju, hvor vi fulgte et toiletskilt i hovedbyen Jeju-do og endte paa politistationen, der syntes helt indforstaaede med, at deres toilet skulle udlaanes til traengende turister. Koreanerne har stadig de gamle sidde paa-hug toiletter nogle steder, men dog i en mere avanceret og ren version, der fungerer noget bedre, kan jeg afsloere. Men de fleste steder har de taget de vestlige toiletter til sig. For koreanerne er pragmatiske mennesker, der godt kan se, at vestlige toiletter er mere behagelige, og hvorfor haenge fast i noget, der er daerligere, naar nu man kan faa noget, der er bedre. Toiletter virker maaske som en maerkelig ting at hive frem, men det siger meget om landet, at det har en bedre toiletstandard og daekning end hele sydeuropa tilsammen og norden med for den sags skyld.Men selvom Korea paa nogle maader virker meget laengere fremme i skoene end i Danmark, kan man ogsaa opleve gadesaelgere, der typisk er lidt aeldre koreanske kvinder, der med en taburat, et par plastikkurve og et taeppe saelger frugt praecis, som man ser det i andre asiatiske lande. De mere avancerede frugtsaelger har dog som regel en ladvogn til frugten og en hoejtaler med tilhoerende baand, der messer budskabet om frisk frugt igen og igen. Men det mest slaaende ved saelgerne og isaer damerne er, at de ofte sidde under kaempe store fladskaerme – koreanerne har mange udendoers fladskaerme haengende paa deres mange hoejhuse, der viser reklamer og vejrudsigter doegnet rundt – Eller lige uden for en af koreanernes pendanter til Seven Eleven, der er moderne stroemlignende butikker, der dog udover det saedvanlige seven-eleven sortiment ogsaa saelger toerret blaeksprutter i flere varianter og deslige samt alle har mikroovn, varmt vand samt ikke mindst borde og stole, saa man kan sidde og nyde sin dagsfriske gimbap-trekant (En trekant af ris med fyld i midten og omviklet af saltet tang) eller lynnudler.

Koreanerne har ogsaa bevaret en stor del af deres egen kultur i den ellers vestligficirede dagligdag. For eksempel har stort set alle restauranter i dag baade en afdeling med almindelige borde og stole, og saa en afdeling, hvor man sidder ondol style. Det vil sige paa puder paa et lidt bloedere gulv ved et meget lavt bord. Praecis som man kender det fra Japanske restauranter eller fra en sushi-servering hos Daniel. Mange bor ogsaa stadig ondol-style, og selv paa helt nybyggede moteller kan man komme ud for, at det er den eneste slags vaerelser de har. Det oplevede vi paa Ulleng-do, hvor vi for foerste gang boede ondol-style- eller rettere naesten ondol-style. For ude paa gangen fandt vi en madras, som vi tillod os at nappe, fordi vi taeknte, at det her med at sove ondol-style loed som en lidt haard oplevelse. Men koreanerne sover ikke paa et haardt gulv. De sover paa et let haevet bloedt opvarmet gulv, hvor man i ovrigt aldrig bruger sko. Efterhaanden opdagede vi, at gulvet var utrolig behageligt at sidde og opholde sig paa. Faktisk var gulvet temmelig meget bloedere end den traehaarde madras, vi havde slaebt ind paa vores vaerelse.

Men de mange fine toiletter og den anderledes husindretning er selvfoelgelig ikke det, der skaber en god rejseoplevelse. Den allervigtigste ingrediens er befolkningen, og her er koreanerne i saerklasse. De er utrolig varme, hjaelpsomme og humoristiske. Faktisk kan man naesten ikke kommunikere med en koreaner uden at faa et stort smil med paa vejen, og hvis der opstaar sprogproblemer, hvilket der ofte goer, saa griner man ogsaa lidt af det. For mens kineserne bliver forlegne og sammebidte eller som overfor mig deciderede fornaermede, naar de opdager, at de ikke kan snakke med en, saa griner koreanerne i stedet, og saa proever de at forstaa, hvad det er man vil, en gang til med det resultat, at det meget ofte lykkedes at faa kommunikeret med fagter og deslige. Hvis de ser noget sjovt, saa griner de rask vaek ogsaa af det. Som for eksempel af Daniels piercing, som mange aeldre koreanske kvinder har faaet sig et godt grin ud af. Dem, der kan forstaa dem, holder ogsaa meget af Daniels jokes herovre. I det hele tager virker sydkoreanerne som varme og udadvendte mennesker. Samme hjaelpsomhed og udadvendthed oplever man ogsaa koreanerne imellem, og jeg som jo ligner en koreaner til forveksling, er ofte blevet kontaktet af diverse koreanerne, der lige havde en venlig eller munter bemaerkning at dele med mig. Til gengaeld har de temperament, og der kan sagtens opstaa baade raaberi og skaenderi. Jeg har set dem beskrevet som Asiens version af sydeuropaerne, og det er til en vis grad rigtigt, men koreanerne er meget mere afdaemperede, betaenksomme og har slet ikke de store armbevaegelser, der nogle gange kan faa en til at mene, at de der sydeuropaerere er lidt for meget.

Prisen for at vaere de mest hjaelpsomme faar koreanerne for at hjaelpe fuldstaendig uopfordret. Som da vi paa Ullengdo sad og hvilede ud efter at have gaaet ud til fyret, og et par, som havde passeret os paa vej derud, vendte sig lige om og fortalte, at hvis vi gik videre af den samme vej, ville vi komme til et udsigtpunkt med meget fin udsigt. Jeg oplevede noget lignende, da jeg havde forvildet mig om bord paa en lokal bus ogsaa paa Ullengdo for at se udsigten, og helt uopfordret kaldte chauffoeren mig hen til sig, og viste mig, hvor jeg var, og udpegede de ting, jeg som turist kunne foretage mig i den paagaeldende by. Naesten hver dag har man lignende oplevelser, hvor koreanerne af sig selv ser en maede, de kan hjaelpe en paa og goer det, naermest foer man selv har taenkt, at hjaelp vil vaere rart. Og saa er det befriende, at der med meget faa undtagelser ikke er nogen, der har proevet at hustle en herovre. Koreanerne er igen med meget faa undtagelser usaedvanlig aerlige mennesker. Der er stort set intet af den slags hustleri, som man oplever i andre asiatiske lande. Maaske fordi de modsat mange andre asiatiske folk har raad til at vaere det. Her lyser Daniel ikke af at vaere en rig vesterlaending, men kun af at vaere vesterlaending. For den koreanske turist lige ved siden af ham kunne meget vel taenkes at vaere meget rigere.

Sidst skal ogsaa naevnes den vanvittige flotte natur, som Korea er begavet med. 80 procent af landets areal er daekket af bjerge, og da landet er en halvoe, er der sjaeldent langt til havet, og hvor der er flyder floder paa kryds og tvaers af landet. Det kan man kan opleve paa en helt almindelige intercity busrejse – koreanernes intercitybusser har selvfoelgelig masser af benplads og aircon – hvor man koerer gennem det ene flotte tableau med de gronne bjerge i baggrunde, de lysegroenne rismarker i forgrunden og de traditionelle koreanske hustage hist og her, som dog for en dels vedkommende er helt lysende lyseblaa. Der har ogsaa vaeret udvikling i Korea. Ofte slynger der sig ogsaa lige en flod gennem landskabet og giver det sidste pift. Men den del af Korea vil jeg ikke goere mere ud af. Det klarer Daniels mange billeder meget bedre.

Marlene

Manden er himlen, kvinden er jorden. Saadan har forholdet mellem maend og kvinder traditionelt vaeret i Korea. Maend er ogsaa de eneste, der kan foere stamtraet videre ifoelge koreansk tradition, hvilket forklarer hvorfor saa mange koreanerne har vurderet pigerne nytteloese og sendt dem ud af landet. At bevare stamtræets linje er nemlig noget, som koreanerne traditionelt har gået meget op i. Den mandlige arvefoelge betyder ogsaa, at det som oftest er faderen eller rettere faderens familie, der har retten til at beholde barnet. Det kan ogsaa forklare en del bortadoptioner. Med andre ord. Det her indlaeg handler ogsaa om adoption, men ogsaa om kvinder og ligestilling.

For selvom kvinderne gennem tiderne har vaeret underlagt maendene, saa der store forandringer i gang, især i Seoul-området,hvor mange mænd har accepteret, at kvinder er lige saa meget himlen, som maend. Men udviklingen går langsomt. I Daegu, hvor mine soestre bor, forventer manden stadig at vaere himlen, fortalte Jin Ju, vores tolk, mens mine soester nikkede intenst. Jin Ju er selv en af de mange kvinder, der trods et glimerende hoved har valgt at blive husmor og gå hjemme hos sine to sønner, der i dag er teenagere. Jin Ju er nu ikke mere husmoderlig end som saa. Da vi var hjemme hos hende til middag i fredags, hvor hun havde kokkeret for os, fortalte hendes mand, at han ville oenske, hun ville blive hjemme og lave mad lidt oftere. Men Jin Ju tilhoerer gruppen af nye ynge gamle husmoedre, som vi saa et tv-indslag om her forleden. Denne gruppe klaeder sig ungdommeligt og passer paa sig selv, saa de ofte ser meget yngre ud end deres alder. Men maaske er livet som husmor ikke saa haardt. Jin Ju lader i hvert fald til at hygge sig fint med at laere engelsk, male og vaere frivillig paa Holt. Hun har ogsaa fuld bevaegelsesfrihed i form af egen bil, selvom hun maa finde sig i, at de mandlige bilister helt konsekvent ignorerer kvindelige bilister.

Den lade side af livet som hjemmegaaende husmor er der jo ogsaa. Den fokuserede min aeldste soester paa, da hun skulle forklare, hvorfor hun med glaede ville opgive jobbet og blive hjemme for at passe boern og lave mad. Som hun forklarede, saa passer hun jo allerede mange boern seks dage om ugen, og set i det lys er to boern og lidt madlavning maaske meget attraktivt. De to andre soestre havde ingen planer havde om opgive arbejdet til fordel for hus og boern.

Men der er ogsaa ulemper ved husmoderrollen. I gamle dage flyttede en kvinde ind hos mandens familie, og hun indgik i familiens daglige arbejde. Ogsaa derfor var kvinder en daarlig forretning i gamle dage. I dag haenger nogle af forpligtigelserne overfor svigermekanikken ved. Jin Ju har flere gange rullet med oejnene og sagt, at hun har seks svigersoestre. For cirka 10 aar siden fik Jin Ju endnu mere at goere, da hendes svigerforaeldre flyttede fra en lille oe, hvor manden havde arbejdet, ind til byen cirka 10 minutter fra JinJu.
-Pludselig ringede telefonen hele tiden, fortæller hun. I dag har hun dog et godt forhold til sine svigerforaeldre.
- Men det er haardt arbejde. Et helt job i sig selv, fortaeller hun med et suk.

I det daglige taenker man ikke over, at der stadig er store forskelle paa maend og kvinder. Enkelte steder har vi oplevet maerkelige ting, som da vi i metroen i Seoul saa to kvinder vaske trapperne i Seoul under overvaagning af en mand, der selvfoelgelig ikke lavede en skid.

Hykleri og Babyeksport – et par pip om adoption…

Der hvor der for alvor stadig er problemer er i forhold til sex og frugterne deraf. Det er jo forbudt at kysse og kramme paa gaden. Hvis boelgerne gaar rigtig hoejt, kan man holde i haand, selvom man dog ser flere nogle par i Seoul, der baade kysser og krammer. Det lader heller ikke til, at kaerestepar maa overnatte sammen, men de saakaldte Love Motels trives i bedste velgaaende, hvor unge kaerestepar lejer et rom for et par timer. Hykleri er der med andre ord nok af. Hvis det skulle gaa saa galt, at kvinden bliver gravid, og manden ikke vil staa ved barnet, er der for alvor problemer. Enlige moedre bliver stadig set ned paa herovre, og de har svaert ved at faa et job. Forholdene ligner meget dem for kvinder, der blev gravide uden at vaere gift i foerste halvdel af dette aarhundrede i Danmark: Udstoedelse og ydmygelse, og derfor meget store problemer med at faa et job. Derfor vaelger mange forladte kvinder stadig at bortadoptere deres boern i dag, selvom det slet ikke burde vaere noedvendigt i et land, der efter sigende er verdens 12. stoerste oekonomi, og som vi med egne oejne har konstateret ingenlunde er fattigt. Samtidig var foedselraten herove i 2006 helt nede paa 1,08 – den laveste blandt alle OECD-lande, saa alene derfor er det vaerd at goere noget. Oveni i det kaemper landet med, at der er flere maend end kvinder i den giftemodne alder – maaske som en foelge af, at landet har adopteret masser af piger vaek netop fordi, de var piger.Men foerst og fremmest handler det om, at samfundet aendrer holdning til enlige moedre, og at regeringen hjaelper dem med bedre tilskud. Det burde vaere muligt for et land, der er saa velhavende som Sydkorea – verdens 12. stoerste oekonomi – at give de koreanske kvinder mulighed for at beholde deres egne boern. Maaske vil det komme, naar baade maend og kvinder er himlen i Sydkorea.

Marlene

Okay, okay, så skal der da også skrives noget sødt af den gnavne Daniel efter den forrige spand galde. Måske handlede det bare om at komme ud af Daegu, ja ud af storbyer i det hele taget, og finde blå, blå himmel og velsaltet haute cuisine mellem palmeblade, blæksprutter og lavasten.

De to forgangne uger har ført os på to ørejser. Først til vulkanøen Jeju, som er koreanernes eget foretrukne turistmål. Klimaet er subtropisk som det eneste sted i Korea, så vi ankom til strandpromenader med palmer og en temperatur vel i trediverne, men med knastør luft, som blev serveret kontinuerligt fra et sted ude i horisonten hvor himmel og hav mødtes. Hotellet, vi indlogerede os på, bød på udsigt over vandet, og hver dag vågnede vi til sol, blå bølger og frisk havluft fra vores niendesalsvindue. Godt nok var øen en gigantisk turistfælde, men der var ingen skyskrabere, vejret var vidunderligt, grænsende til terapeutisk, og tempoet var præcis som vi selv havde lyst til. Og hallo, mester – maden var god! Endelig køkkener, som kendte forskel på sukker og salt, og som kunne finde ud af at bruge saltet! Hen mod slutningen af turen, da vi spankulerede rundt langs kysten efter at have besøgt Haenyeo-museet (om kvindelige fiskerdykkere) og ledte efter krabber og andre sjove dyr mellem lavastenene på stranden, blev vi enige om at tage på endnu en ø, Ulleungdo, efter vi havde været tilbage i Daegu for vores næste møde med Marlenes søde søstre (som hun vil skrive om).

Og hvad sker der så? Jo, efter den ubehageligt varme og fugtige Daegu ankommer vi endnu engang til fantastisk vejr på denne lille flække af en vulkanø – kun 10.000 mennesker kan kalde sig indbyggere der. Læg dertil ca. det samme antal turister, så begynder det at ligne noget.

Den ø og de dage, vi havde der, kunne retfærdiggøre hele turen til Korea i sig selv. Skulle nogen af jer andre overveje at tage til Korea, så må I ikke snyde jer selv for denne lille paradisperle af en ø. Terrænet er helt fucked – der er kun ét sted på øen, der er plant, og her dyrkes græskar til slik – noget, de er kendt for i hele Korea. Hertil kommer en helt afsindig glæde for blæksprutter. Eller rettere sagt cuttlefish, men jeg er ikke helt sikker på hvad sådan en krabat hedder på dansk. I hvert fald ligner den mere en blæksprutte end noget andet. Disse blæksprutter er de så også kendt for i hele Korea. De tørrer i solen overalt man går. Koreanerne elsker disse tørrede blæksprutter, og efter sigende er der ingen, der kan lave dem så delikate som på Ulleungdo. Bestiller du en fiske- eller skaldyrsret på Ulleungdo, kan du være helt hundrede på at finde en arm eller to med sugekopper på, og hvad der ellers findes af traditionelle kødretter i Korea, findes garanteret også her i en blækspruttevariant.

Nu er jeg jo nok ikke lige den store fan af blæksprutter – eller jo, de er ret sjove på Discovery, men ikke på tallerkenen. Lidt seje og ret meget uden smag, og så kunne man jo lige så godt spise rigtig fisk, ikke? Men når man nu kommer til en ø befolket af blækspruttefanatikere, begynder det at blive lidt sjovt. Og når nu disse fanatikere lige har bestemt sig for at afholde den årlige Cuttlefish Festival i de dage, vi tilfældigvis stikker hovedet ind, ja så bliver det jo egentlig ret komisk. Og når vi så først får fornøjelsen af at se dem afholde blæksprutterensningskonkurrence på tid, og dernæst bliver lokket til at deltage i blækspruttetilberedningskonkurrencen, ja okay – så er det fandme sjovt! Vi vandt endda en “Special Prize” – en præmie, der ligeså godt kunne have heddet “Odd Balls Out Prize” – og vi blev interviewet til landsdækkende koreansk tv, som bliver sendt næste mandag på KBS2. Grineren!

Hernæst tog vi sammen med de to vindere, som stod ved siden af os, og som var rigtig søde (Go og Choi), ud på en blækspruttefiskerbåd, inklusive kameramand og den mest retarderede kvindelige kameravært, jeg længe har set. Tag en trediveårigs småtykke krop, put en trettenårig poptøs’ hjerne ind i den og krydr med en lille drengs glæde ved at torturere insekter (hvilket i dette tilfælde udmøntede sig i en trang til at kaste sig over nyfangne, levende blæksprutter, og mase dem til de døde og blækket sprøjtede ud af dem, altsammen under højlydt fnisen) – absurd og lettere skræmmende. Men oplevelsen var fed – de fisker med megastærke lys, som lokker sprutterne op til deres fiskesnører, som føres op og ned af store trisser. To mand er nok, den ene kan tage en skraber mens den anden holder vagt, og sådan kan de få en nat til at gå.

Men okay, selv om fisketur og festival nok var de sjoveste indslag på turen, så var det smukkeste og bedste så absolut den første dags hike. Vi begyndte på hvad vi troede var en mindre vandretur langs en rigtig cool turistrute. 90-graders-klippevægge, med en cementeret sti langs vandet, ræling, broer, hele pivtøjet, perfekt for vores begges medbragte klipklapper. Men okay, ca. halvvejs på ruten, som skulle føre os fra Dodong-landsbyen til Jeodong-landsbyen, lå et lille fyrtårn på spidsen af en pynt, eller hvad den slags små dingenoter, der stikker ud fra en ø, nu hedder. Det sidste stykke hertil var godt nok en anelse rustikt. Lidt mindre cement og trapper, lidt mere jord og lidt flere brændenælder – faktisk måtte vi krydse en udtørret strøm via nogle gamle planker.

Nå, men den slags tager et par klipklapturister jo ikke som et dårligt varsel. Fyrtårnet var jo fantastisk, udsigten vidunderlig, og så kan resten af turen vel kun være det samme, ikke sandt? Nej. Og her skal lige siges, at selv om det kan være nok så nemt at gå op ad en stejl 15 centimeter bred jordsti i klipklapper, så begynder det at blive noget mere vanskeligt, når det pludselig går nedad. Og det hjælper ikke på hjertekardiogrammet, at man er adskillige hundrede meter oppe, at der på den anden side af stien er en afgrund ned langs klipperne, og at ens kæreste konstant glider og ryger på røven bag en. Hvor sjovt det end er at mindes nu, så var der faktisk tidspunkter hvor jeg frygtede for vores liv. Problemet var at vi var gået op ad lige så stejle skråninger som vi gik ned ad, så der var ingen sikkerhed i at vende om, og ruten var tydeligvis yderst sjældent brugt, så hvis vi skulle styrte var der ingen umiddelbar hjælp på vej. Men vi klarede det, og udsigterne undervejs var blandt de smukkeste, jeg nogensinde har oplevet. Og så skader det jo heller ikke, at man har kæmpet for det

Jeg vil til at slutte indlægget af, men vil til sidst bare lige sende fingerkys til vores favoritmadmor på øen, som mere end nogen anden hjalp til at få zombien fra forrige indlæg lagt i sin endelige grav, og skubbede mig hen hvor jeg er nu, dvs. hvor jeg seriøst kommer til at savne koreansk mad når jeg kommer hjem. Hun lavede verdens bedste bibimbap med vilde grøntsager, en genial prime beef bulgogi og en suveræn gang steamed rice med muslinger. Smid den bedste sanjaetang fra Jeodong oveni, og så er der simpelthen ingen grund til ikke at komme forbi Ulleungdo tilbage.

Nyd billederne. De er de sidste med mit gamle objektiv

Jeg kender dem egentlig ikke saerlig godt. Kommunikationen mellem os gaar ufattelig traegt, men efter tre moeder holder jeg allerede utrolig meget af mine tre biologiske soestre. Jeg begynder for alvor at faa en fornemmelse af hvem de er, og at vaere sammen med dem goer mig i utrolig glad. Vi klikker som tidligere beskrevet rigtig godt. Derfor var det ogsaa meget tungt at sige farvel til dem i gaar efter vores sidste dag sammen, hvor de endnu engang brugte et laesfuld penge paa at tage Daniel og mig med til den historiske by Gyoeng-ju, hvor de gjorde alt, hvad de kunne for at give os en god dag. Desvaerre var vi uden tolk og nogle af os var lidt traette, saa kommunikationen gik mere traegt end den plejede. Men med hiv og sving og en fantastisk smart lille elektronisk ordbog, fik de faktisk fortalt os en hel del om det vi saa.

Min yngste soester boejet over den lille fikse elektroniske ordbog.

Til gengaeld kommer man jo ikke i dybden paa en saadan dag, hvor man loeber rundt og ser paa templer og buddhaer. Det gjorde vi til gengaeld sidste gang, hvor mine soestre blandt andet fortalte mig lidt om deres barndom. Den har vist paa ingen maade vaeret let. Min biologiske mor, der har arbejdet det meste af deres barndom, fordi min far ikke havde saa stor succes med sin fabrik, var en haard og skrap kvinde, der ikke havde tid til at vise foelser. Hun var med andre ord paa ingen maade en kaerlig mor, hvilket mine soestre forklarede med, at hun var noedt til at soerge for, at der var penge nok, naar han ikke magtede det. Min far derimod fik skudsmaalet, social, humoristisk og meget kaerlig. Penge fortalte de, var det ogsaa meget knapt med, og det har vaeret haardt. Mine soestre sagde ligeud, at jeg var heldig, at jeg var blevet boradopteret!!!
De fortalte ogsaa, at den aeldste soester aldrig kom paa universitetet, men maatte noejes med to aar paa College for at blive paedagog, saa hun kunne komme ud og tjene penge til de to yngre soestres universitetsstudier.

Min aeldste soester er ogsaa kvinden, der selv har staaet og rullet koreanernes svar paa Maki-ruller til frokost. Hun er den eneste, der laver mad af de tre.

I dag agerer hun vist ogsaa som en form for reservermor for de andre. Hun er den, der laver mad og holder styr paa tingene. Men saa har hun ogsaa det privilegium, at hun helt eneraadigt styrer fjernbetjeningen. Et privilegium man vist slet ikke skal kimse af i den familie, hvor alle soestrene kundgjorde, at en af deres stoerste hobbyer var at se fjernsyn… For at mine soestre nu ikke pludselig skal fremstaa som dovne uinteressede skabninger skal tilfoejes, at min aeldste og naestaeldste soestre arbejder seks dage om ugen fra 9 til 19 hver dag, min aeldste har dog en enkelt loerdag fri hver maaned, mens min yngste soester kun har en femdages uge, men den kan saa sagtens indeholde arbejdsdage der straekker sig til klokken ti om aftenen. Dertil skal tilfoejes, at de samlet set har seks dages ferie paa et aar. Tre dage til Nytaar og tre dage om sommeren. Med saa meget arbejde ville jeg nok ogsaa pludselig blive glad for tv. Desuden synes alle at have omkring 50 kanaler at vaelge imellem. Min yngste har dog ogsaa intertettet som hobby, hvor hun laeser nyheder og foelger med i blogsfaeren. Med andre ord saa har hun mere overskud og interesse for nyheder og den slags samfundsting, hvilket jeg jo kun kan bifalde. Paa mange maader er det vist den yngste, som jeg baade deler interesser og temperemant med. Hun kan ogsaa godt vaere lidt genert ifoelge hende selv.

Min yngste soester har netop fortalt, at hun ved saa meget om koreansk historie, men hun har saa svaert ved at udtrykke det. Vi andre synes nu, at det lykkedes hende at faa formidlet meget af det, om ikke andet saa igennem min naestaeldste soester.

Naa, men alt dette om mine soestre og deres hobbyer for at konkludere, at jeg vist ingen grund har til at misunde mine soestre andet end det faellesskab, de har sammen. De har haft en haard og knap barndom med en ret streng mor, og selvom de har det godt i dag og ifoelge vores tolk Jin Ju kan betegnes som succesfulde, arbejder de stadig utrolig meget. Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle arbejde saa meget, som de goer. Det virker ikke som om, at de har overskud til saa meget mere end at arbejde og se fjernsyn.
De oplysninger om deres oekonomiske situation, som de betegnede som meget haard, betyder ogsaa, at min adoption har gjort en oekonomisk forskel forskel for de tre andre. Uddannelse koster jo penge i Korea. Min arme aeldste soester skulle jo have knoklet endnu haardere, hvis hun ogsaa skulle have finansieret min uddannelse. Paa den maade giver det hele mening….Og saa kan jeg go glaede mig over mine fem ugers ferie…

Marlene

Det er maerkeligt efter at have vaeret vant til at vaere meget unik at moede tre mennesker og endda piger, der stammer fra den samme genmasse. Men det var ogsaa utrolig dejligt, og jeg kan indtil videre med sikkerhed sige, at jeg deler temperemant og humor med dem. Alle er ganske afslappede og jordbundne, men med grinet boblende lige under overfladen. Foerste moede var igen meget maerkeligt, for selvom vi deler gener, saa har jeg jo aldrig moedt dem foer, og de havde det vist paa samme maade. Jeg blev saa paf, at jeg gav haand til dem, men takket vaere tolkens opfordring fik de ogsaa et knus bagefter. De to yngste virkede ogsaa lidt paf over hele situationen, hvilket ikke er saa maerkeligt, da de foerst havde faaet besked om min eksistens og hele historien bag, aftenen forinden. Hvem ville ikke vaere chokeret over at faa af vide, at de har en lillesoester, som de aldrig har hoert om, og at de i ovrigt skal moede hende dagen efter klokken 11! Daniel har siden fortalt mig, at de to yngste begge fik taarer i oejnene, og at den yngste endda maatte gaa lidt vaek for at faa styr paa taarer. Min midterste soester fortalte mig ogsaa, at hun ikke kunne forstaa foraeldrene, men havde valgt foerst og fremmest at bebrejde farmoderen. Hun virkede en smule tynget i starten, men blev gradvis mere naervaerende.

Her er vi saa alle fire. Fra venstre min aeldste soester Yun Jung paa 35, den midterste Jin Eun paa 32 og min yngste soester Jin Hey paa 30. Jeg synes, de holder sig ret godt allesammen.

Tolken ved navn Jung Jee, som er en ungdommelig og temmelig velhavende hausfrau paa 41 med to drenge paa 15 og 16 aar, var saa soed at koere os ud til den bjergpark, der var maalet for udflugten. Allerede paa bagsaedet, hvor vi alle fire godt kunne vaere, gik kommunikationen faktisk ganske ok. Vores faelles foraeldre havde sagt, at ingen af soestrene kunne engelsk, men det viste sig at vaere en mindre underdrivelse. Min naestaeldste, kan faktisk ret meget, mens min yngste er ikke saa staerk i ordstilling og den slags, men kan rigtig mange ord. Saa med fagter og den slags gik det fint. Vi naede hurtigt frem til, at vi alle brugte briller, og vi opdagede ogsaa, at vi allesammen overstraekker vores albuer, fordi vi aabenbart er en smule hypermobile. De ligner mig ikke meget, men de har alle noget, som jeg kan genkende. Min yngste og jeg har samme profil, mens den aeldste og jeg deler mange ansigtstraek. Naar Daniel vil det, saa kommer der ogsaa billeder til de her indlaeg, saa I selv kan se. Men i foerste omgang vil jeg lige introducere dem.
Den aelste hedder Yun Jung, og er hende der ligner mig mest i ansigtet. Til gengaeld er hun baede hoejere og tyndere. Hun virker utrolig mild og soed, men ogsaa lidt forsigtig. Her ligner vi vist ogsaa hinanden. Hun er uddannet paedagog og arbejder i en boernehave.
Den naestaeldste Yin Eun er ogsaa lidt mindre af figur end mig. Hun virker selvsikker og initiativrig. Hun var den, der paatog sig at laere sin lillesoester at holde ordentlig paa chopsticksene og belaere mig om, at det altsaa ikke er saerlig sundt for os at spise nudler om morgenen. Med andre ord tror jeg, at hun slaegter min biologiske mor mere paa end os andre. Hun smiler en smule mindre end de andre to, og virker mere taenksom. Hun er pt. ph.d-studerende i molekylaer biologi.
Min yngste er sjovt nok den fysisk stoerste af os alle sammen. Hun er en meget livlig og joker hele tiden. Ogsaa med sin stoerrelse, saa selvironi har hun ogsaa. Hun er en aegte lillesoester, der virker mere ubekymret end de andre. Som hun selv siger, saa har hun kun studeret haardt to aar, hvoraf det ene var for at skaffe sig en af de meget attraktive stillinger i staten i skarp konkurrence med andre.
De tre bor i ovrigt sammen i et hus her i Daegu. Efter sigende var det foraeldrene, der flyttede hjemmefra, da pigerne var rimelig gamle, og de er saa bare blevet boende sammen. Kaerester er der ikke meget, der tyder paa, at de har, men efter hvad vi laerer om forholdet mellem og kvinder, er det vist endnu et tegn paa deres intelligens.
Samtidig tror jeg ogsaa, at de har nok at goere med at passe deres job, og ingen af pigerne virkede heller ikke saerlig optaget af toej og i at goere sig laekre modsat de piger, vi ser paa gaderne hernede, der er meget fine. For eksempel moedte de modsat vores guide, der var troppet op i syv centimeter hoeje stiletter, op i gummisko til dagens tur. Med andre ord, er de meget pragmatiske og afslappede.

Hele familien og tolken Jung Jee (tv.) paa gaatur i bjergene. Bemaerk det praktiske fodtoej, som soestrene har fundet frem modsat tolken.

Efter gaaturen i bjergene, som mine soestre fandt meget haard – de bryder sig modsat mig ikke om at gaa op ad bjerge, hvilket er ironisk, da bjerge daekker 70 procent af landets areal – tog vi hen til en restaurant, hvor de gav et rigtig stort og flot maaltid. Der blev ikke sparet paa noget, og det var faktisk ogsaa noget af det bedste koeranske mad, som jeg har faaet hernede. Til gengaeld maa den alt for store pengegave, som de gav mig senere vaere taget fra en opsparing af en art. Pengegaver er meget almindelige her i Korea, og de gav mig en konvolut med 350.00 won, hvilket svarer til 2.000 kroner. Selve beloebet talte jeg foerst op efter afskeden, og det er jeg glad for, da jeg aldrig havde taget imod pengene, hvis jeg havde vidst, hvor stort beloebet var. Det gjorde jeg heldigvis ikke, for det ville have saaret dem meget, hvis jeg havde afslaaet at modtage gaven. Men det foeles maerkeligt at tage imod saa mange penge fra dem. Mine soestre har det vist ok oekonomisk, men det virker ikke som om, at de har raad til saerlig meget luksus. Saa en gave af den stoerrelsesorden kan vel kun betegnes som et eftertrykkeligt velkommen i familien. Men jeg har det nu ogsaa lidt skidt med det, for jeg tror faktisk, at jeg er mere velhavende end de er. Men jeg har nu besluttet at bruge pengene paa et kursus i koreansk eller lignende.
I det hele taget var de overordentlig gavmilde hele dagen. Da jeg ytrede oenske om at koebe en ordbog, besluttede de sig straks for at tage med ind til byen og finde en, og oven i det insisterede min yngste soester paa at betale for den. Jeg havde ogsaa sagt, at jeg var glad for groen the, saa naeste stop var et koreansk thehus, hvor der blev serveret the paa traditionel koreansk vis i smaa skaale, og ejerne kom selv forbi bordet for at tempere vandet og brygge theen, saa den trak praecis de sekunder, den skulle. Tolken havde forladt os her, men kommunikationen gik faktisk ganske udemaerket paa trods. Vi fandt blandt andet ud af, at min aeldste soester heller ikke kan drikke saerlig store maengder alkohol uden at blive meget roed overalt og foer eller siden kaste op. De andre to kan vist tage lidt mere.

Paa aegte koreansk thehus, hvor stemningen fortsat var god. Heller ikke denne gang fik Daniel lov til at komme med paa et billede.

Paa thehuset blev klokken efterhaanden halv syv, og de var noedt til at tage hjem. Jeg var ogsaa ved at vaere meget oer i hovedet, men ogsaa meget glad og helt varm indvendig over, hvor meget de havde gjort for, at jeg skulle foele mig som en del af deres familie, og over at de havde sat hele dagen af til mig. Jeg foelte ogsaa, at vi havde laert hinanden lidt at kende i loebet af dagen, og glaeder mig nu til paa soendag, hvor Daniel og jeg har inviteret dem paa middag. Nu skal jeg vist til at stoppe det her indlaeg, der vist allerede er blevet lige langt nok. Men I slipper helt sikkert ikke for at hoere mere om mine tre nye fantastisk dejlige soestre.

Marlene

Proev at forestille dig at sidde over for de to mennesker, der har skabt dig. Hvor du kan spejle sig i deres ansigter, og saa samtidig ikke kan sige et eneste ord til dem, som de kan forstaa, og hvor du slet ikke ved, hvad der foregaar i hovedet paa dem, fordi de er rundet af en hel anden kultur end din egen. Dit eget koed og blod er som fremmed for dig. Saadan var det at moede mine biologiske foraeldre, og det var mere foelsesladet end det var sjovt.

Her er vi saa. Mine to foraeldre og min aeldste soester. Kan I se ligheden?

Moedet loeb af stablen i fredags, hvor mine b-foraeldre kun var flankeret af min aeldste soester. Det startede ret akavet med, at der ikke var nogen paa kontoret, da vi ankommer cirka kvart i to. Vi forstaar ingenting, og begynder at blive lidt nervoese for, om vi er gaaet det rigtige sted hen. Efterhaanden som klokken naermer sig to bliver vi mere og mere urolige, og Daniel joker med, at det kan vaere, at det er familien, der kommer foerst, mens elevatoren begynder at komme faretruende taet paa sjette sal. Den stopper og ud traeder en aeldre mand og kvinde sammen med en noget yngre kvinde. Der er ingen tvivl om, at det maa vaere dem, men alligevel opstaar der en vis forvirring paa trappen. Saa tager min biologiske mor en besluting og naermest hiver mig ind til sig i et knus. Oma siger hun. Herefter skubber hun mig over til manden, Opa siger hun, og naermest klemmer mig ind mod ham. Han trykker mig forsigtigt paa ryggen. Vi kigger paa hinanden. Min soester smiler og faelder en taare. Det samme goer min far, mens jeg knap nok har fattet endnu, at det dem. Efter hvad der foeles som timer, men vist kun er et minut, dukker to kvinder fra Holt-kontoret op sammen med vores tolk.

Selve moedet fortsatte i samme akavede stil, da al kommunikation blev noedt til at foregaa gennem den mest inkompetente tolk, man kan forestille sig. Hvis man ville have hende til at oversaette skulle man bede hende om det, og var heldig, hvis hun saa gjorde det. Hun havde mere travlt med at snakke med Daniel, som hun var meget charmeret af. Som vores tolk sagde til ham: “You look like first actor”.

Men tilbage til moedet, hvor mine B-foraeldre foerst og fremmest ville sikre sig, at jeg havde faaet en god uddannelse og havde det godt med mine foraeldre. Det syntes at goere dem glade at faa at vide, at jeg havde taget hele to uddannelser, og i ovrigt haft det ganske udmaerket. Med mig havde jeg et fotoalbum fra min opvaekst, som min A-far lavede inden afrejsen, som de kiggede i igen og igen. Jeg proevede at fortaelle om billederne, men som sagt var kommunikationen meget svaer. Begge var samtidig meget formelle, og min b-far sendte Daniel nogle meget utilfredse blikke i starten. Ikke nok med, at jeg havde taget en vestlig fyr med, som jeg ikke var gift med, men saa var han oven i koebet langhaaret og havde en piercing. Det er meget for en en lidt aeldre koreaner, der er praeget af en meget konservativ kultur at sluge. Men hans indtryk af Daniel blev vist bedre efterhaanden, for til sidst fik Daniel baade klap paa laaret, haandtryk og smil til afsked.

Her er Daniel ogsaa med paa billedet, hvorfor min b-far ser lidt utilfreds ud. Men han blev accepteret til sidst

Mine foraeldre virkede meget lukkede og maaske lidt triste igennem hele moedet, der var meget anspaendt. Kommunikationen var utroligt svaer, og ingen vidste helt, hvad de skulle sige eller spoerge om. Men de blev glade for gaverne. Moedet blev afsluttet med en middag paa stationen, hvor en ny tolk dukkede op og tog over. Jung Ji hed hun, og hun havde en noget bedre forstaaelse for sin funktion. Undervejs fik jeg trods sprogbarriererne en fornemmelse af de to. Min biologiske mor virker som en streng og handlekraftig kvinde, der da ogsaa lige fik rettet ryggen paa mig, da hun saa min daarlige holdning. Paa min soesters grin og kommentar kunne jeg forstaa, at det havde min b-mor vist ogsaa gjort paa hende en del gange. Min far virkede rolig og velovervejet, og han boed ind imellem ind med spoergsmaal og kommentarer, men udstraalede et mere stilfaerdigt temperament end min mor. Begge var meget alvorlige under det meste af moedet, men ind imellem blev det til nogle grin, og man fornemmede, at de to havde humor.

Efter middagen var det tid til den endegyldige afsked, da mine b-foraeldre havde gjort det klart, at de hverken havde tid, raad eller overskud til at moede os igen. Deres spritfabrik gaar ikke saa godt, og deres oekonomi raekker derfor ikke til at invitere os hjem paa den maade, som de mener soemmer sig. Oven i det har min b-far rygproblemer og fremskreden diabetes. At det med oekonomien ikke kun var en daarlig undskyldning, blev understreget af for det foerste at datteren uden diskussion betalte for hele maaltidet, for det andet at de rejste paa den absolut billigste maade – med bus – mellem hjembyen Puhan og Daegu. Mine foraeldre virkede dog ogsaa som nogle, der havde brug for at fordoeje dagens oplevelser i et godt stykke tid. Afskeden blev lige saa akavet som foerste del af moedet, hvor vi efter de obligatoriske afskedsknus gik foerst bagved og siden overhalede dem sammen med tolken, der ville give os et lift ind til byen. Resten af dagen forloeb i en lidt nedtrykt stemning, der heldigvis blev bedre efter soendagens moede med mine soestre, men mere om dem i naeste indlaeg.

Marlene

Synes nu det maa vaere min pligt at brokke mig lidt som en lille modvaegt til Marlenes kommende helt sikkert meget positive indlaeg om bl.a. hendes ovenud soede biologiske soestre, som vi tilbragte dagen med i gaar. Ja, alt det glade blomstersnak skal da ikke have lov til at tegne et alt for sukkersoedt billede af situationen herovre paa den anden side af jorden.

Her regner for eksempel. Meget. Hele tiden naesten. Og hvis ikke det regner, ja saa er det overskyet og fugtigt. Og varmt. God blanding. Kun een gang har vi haft en solskinsdag, og nej, jeg vil slet ikke fortaelle om hvor fantastisk dejlig den var og hvor meget vi noed at trisse rundt under den blaa himmel og gule sol i knastoer luft. Naeh, for det her er jo et brokkeindlaeg!

Saa vil jeg meget hellere snakke om hvordan koreanerne synes at fucke maden op hele tiden. Min bekymring om maden, som blev nakkeskudt i et tidligere indlaeg er genopstaaet fra graven som en ond, ond zombie med indaedt draeberlyst. Foerst det med sushien – ja, I har jo set billederne! Det var en doedssynd – muligvis flere. Bliver ikke tilgivet foreloebig. Det der klamme snask, de putter oven paa makierne findes i et utal af varianter og haeldes over et utal af retter. Meget, meget irriterende at bestille en “steak” og saa faa noget, der mere minder om en paneret fiskefilet eller en kyllet, med farver og striber af diverse snasketing, der er sproejtet udover. Stop det saa! Grrr!

Og okay, det er fint, at I har fundet ud af at ost er godt i varme retter. Men det er det altsaa kun, hvis osten ikke er af totalt ringe kvalitet! Og hvad sker der med broedet? Man bladrer igennem det ene stykke wienerbroed med poelser i og snaskemoenster ovenpaa, og naar man saa endelig finder noget, der ligner et baguette, er det fyldt med en eller anden form for sukkerfloedeskumsmasse. Drop sukkeret, kaere venner! Alting behoever ikke vaere soedt! Alt, der kommer ind paa ens tallerken smager soedt – sovsen, koedet, kartoflerne (som ikke er kartofler – nej, de er selvfoelgelig soede kartofler!), dressingen, de smaa stykker syltet frugt og sweet pumpkin, de syltede agurker, alt!

Okay, de har en forkaerlighed for chili ogsaa, saa det soede staar ikke absolut alene, men herregud – lidt salt ville da ikke skade, hva?! Evt. bare et lillebitte drys i vandet inden risen koges? Eller maaske en saltboesse ved bordet som kompagnon til den obligatoriske peberboesse. Det synes virkelig maerkeligt at der er peber alle steder, men ikke noget salt. Man kunne mistaenke dem for at have set salt engang da et fragtskib kom forbi, fejlagtigt taget det for at vaere sukker, taenkt “Sukker? Det kender vi da godt”, og derpaa sendt skibet videre. Aev!

Lad mig se… Hvad sutter ellers… Altsaa bortset fra at jobbet derhjemme og den fucked up situation omkring det rider mig som en mare herovre, og ikke kun om natten, men dagen lang som en lille bille, der kniber en i hjernen omme i baghovedet… Jo! Hvorfor er der ingen navne paa gaderne? Det er altsaa virkelig maerkeligt! Landet er delt op i byer, som er delt op i distrikter, som er delt op i nabolag, hvor husene har numre. Ikke sekventielle numre, saaledes at nr. 1 ligger i den ene ende og nr. 100 i den anden. Nae nej, husene faar fortloebende numre ift. hvornaar de er bygget faerdig. Saa nr. 6531 kan fint ligge ved siden af nr. 6. Og som sagt ikke paa en navngiven vej! Godt man ikke er postbud herovre. Dette tror vi ogsaa er forklaringen paa hvorfor butikker af en bestemt type vaelger at slaa sig ned samme sted. Saa man har flere gader fyldt med butikker, der saelger elastikker f.eks. Ikke videre smart ift. konkurrencesituationen set med den forretningsdrivendes oejne, men selvfoelgelig en fordel for koeberen, som kan spille de forskellige butiksindehavere ud mod hinanden paa prisen. Men det betyder selvfoelgelig, at nogle gader med tiden faar noget, der ligner navne, f.eks. Rice Cake Street. Gaet, hvilken type butikker, der ligger der. Saa kan man saa gaa en kilometer eller to for at finde en restaurant, mens man konstant bliver narret af skilte, der paa afstand ser ud som om de reklamerer for sushi men viser sig at afbilde kager naar man kommer naermere.

Ja, okay, saa er det da en formildende omstaendighed, at man kan koebe 1700 cl oel i et minifadoelsanlaeg til 40 kr. paa mange restauranter, og at Marlene jo ikke er den store alkoholdrikker, saa der bliver ekstrameget til mig. Og at Marlene er soed og ogsaa synes, det er rart at koere den dovne stil med at staa lidt sent op, drikke en masse kaffe, og saa ellers trille lidt rundt og shoppe, drikke og spise. Og saa er de jo egentlig paent soede, de der maerkelige koreanere. Og noget af maden er jo faktisk ret laekker. Og man kan ikke spytte uden at ramme en kaffebar. Og Marlenes soestre er supersoede. Men nej, det vil jeg ikke snakke om, for det her var som sagt et brokkeindlaeg. Saa maa I have det saa godt derhjemme! Haaber, I har rigtig daarligt vejr, lissom os!

Kram og kys fra Daegu. Vi skal nok uploade nogle flere billeder snart!

Rettelse til indlaegget om en saer skaebne

Mine biologiske foraeldre er ikke rige, og det har aldrig vaeret det. Efter mit sidste indlaeg er det vist noedvendigt at faa slaaet det helt fast. Socialarbejderen paa Holt maa selv havde taenkt sig frem til de oplysninger. Ifoelge baade deres egne oplysninger og mine soestre, sad de meget haardt i det dengang de fik mig, og det aendrer situationen omkring min adoption betydeligt. Mine B-foraeldre (A for adoption og B for biologiske) sidder stadig haardt i det i dag. De kunne ikke engang betale det maaltid, vi afsluttede vores moede med, men maatte overlade betalingen til min aeldste soester. De ville heller ikke lade os besoege dem i Pohang, hvor de bor, fordi de synes, at de bor for fattigt. Det goer min adoption lidt lettere at forstaa, og det er faktisk meget rart. Det giver paa mange maader mening nu,for jeg tror, at det har gjort en forskel for mine i oevrigt fantastisk dejlige soestre, at der ikke var endnu en mund at maette og endnu som skulle uddannes, for al uddannelse koster nemlig mange penge herovre. Naa, selve moedet skal jeg nok faa skrevet om til dem af jer, der er interesserede.

Marlene

Achtung – dette indlaeg er ikke sjovt, men meget langt og fyldt med hypoteser…

Man kunne vaere blevet saa meget, hvis ikke…
Jeg tror de fleste kender til at lege med tanken om, hvad man kunne vaere blevet til, og hvor man kunne vaere endt i livet, hvis ikke lige….Jeg har selv ind imellem taenkt over, hvordan mit liv kunne vaere endt, hvis jeg var blevet i Korea. Som regel har det vaeret billeder af haardt arbejde, ingen mulighed for uddannelse og maaske en opvaekst paa boernehjem, der har koert paa den indre filmrulle. Men med de nye informationer, som jeg fik paa Holt, mit adoptionsbureau i mandags, er alle de billeder med et forvandlet til ren fiktion. Jeg ved nu, at mine biologiske foraeldre i dag er temmelig velhavende og ejer en mindre spritfabrik, og at de ikke var for fattige til at beholde mig dengang. Deraf kan jeg ogsaa regne mig frem til, at livet i Korea sikkert ville have vaeret ganske komfortabelt, og at jeg helt sikkert havde faaet en uddannelse. Saa ville jeg havde vaeret en af de smaafnisende koreanske unge kvinder, der render rundt paa sylespidse stilethaele og shopper. Spist kimchi hver morgen i stedet for ost, og havde holdt alle mine kaerester hemmelige. Jeg ville sikkert have faaet en grad i et eller andet samfundsagtigt, og haaber jeg vaere gloende feminist, for de har godt nok brug for den herovre.
Men min biologiske farmor insisterede paa, at jeg skulle bortadopteres, fordi jeg ikke var en dreng, og her har de noget mere at skulle have sagt end hjemme. Paa godt og ondt respekteres alderdommen herovre. Men hvis mine foraeldre kunne have staaet imod…
Men jeg skal nu ikke klage, for jeg roeg til Danmark og det er jeg rigtig glad for. Paa Gatheringen var der en del amerikanerne, og mange af dem kunne fortaelle historier om racisme fra det omgivende samfund eller opvaekster i dogmatisk religioese familer. Holt adoption er nemlig en kristen organisation og i USA, hvor de selv staar for deres adoptioner, og hvor den rette tro, har vaeret og er en vigtig kvalifikation for adoptionsforaeldre i sig selv. I Danmark varetages adoptionen i oevrigt af en dansk organisation Danadopt, der ikke skeler til tro. Men tilbage til essencen, nemlig at jeg ogsaa kunne vaere blevet en burgerspisende og sikkert tyk amerikaner med den “rette” tro, eller vaere blevet vildt ulykkelig derovre over den manglende mulighed for intellektuel nysgerrighed og rumlen over egen adoption, som de adopterede amerikanere fortalte om.
Det hele blev afgjort af en dominerende farmor og en venteliste paa Holts kontor. Var jeg blevet foedt to dage senere var det maaske blevet USA og to dage foer maaske Sverige. Hvad nu hvis….