Oookay…

Jeg har jo bitchet lidt tidligere over dårlige restauranter. Og grunden til at jeg skriver nu, er lige så meget min oplevelse hos Burger and Bun i går, som det faktum at jeg netop har fået hul igennem til en gigantisk røvfuld emails til mit domæne; bl.a. svar fra Madklubben på en tidligere anmeldelse – fortsættelse følger.

Anyway. I går tog kæresten og jeg på udflugt til Vesterbro. Brormand bor der, jeg har et par venner der, og al den bedste is er der (hey, fuck Paradis), så vi er der også. Oooog så er der også detaljen med at Burger & Bun er der. Og Burger & Bun er jo Kiin Kiin. Og Kiin Kiin har fået en Michelin-stjerne. Så hvis folkene med pengene bag Kiin Kiin bestemmer sig for at servere burgere er det jo Michelin-burgere, ikke?

Hmmm… Eller vent lidt. Kiin Kiin fik stjerne for deres mad… Og maden er lavet af menneskene i køkkenet. Køkkenet på Kiin Kiin. Ikke køkkenet på Burger & Bun. Disse mennesker laver ikke maden på Burger & Bun… Eller gør de? Hvis de nu løber frem og tilbage?… Hmm…

Okay, okay, realitetstjek, let’s dumb it down: Nogle mennesker med penge, har åbnet en burger joint. Phew, var helt forvirret et øjeblik. Nu er vi tilbage til square one. Ny burgerbar på Istedgade. Konya var en nyhed, Kebabistan havde det fedeste navn nogensinde (kebabistan.dk nogen? go for it!), men det her er bare en burgerbar som alle andre indtil videre.

Med mindre, selvfølgelig, at en masse medier videreleverer det selvproklamerede budskab: “Vi vil lave Københavns bedste burger!”

Sjovt nok det, der fik kæresten og mig ned til Burger & Bun. “Københavns bedste burger”? Wow. Waaaauuuwww. DET er noget, man glæder sig til.

Jeg har selv fået at vide adskillige gange, at jeg laver byens bedste burger, men mener nu nok, der findes bedre alternativer. Min stående favorit er Kalaset (ikke deres Barcelona-burger, og jeg blev lidt skuffet sidst over deres regulære burger, men stadig…).

Either way er jeg totalt fucking hooked på burgere, så når nogen siger, at de vil lave Københavns bedste burger får jeg megastivert på og savler ud over alt. Men no need  to join in, babies, Burger & Bun er blot et komplet retarderet bud på noget, der overhovedet kommer i nærheden af kvalitetsburger.

Lad os kigge på hvad målgruppen er vant til: Det er netop caféburgere à la Halifax, Rosas eller Kalaset. Gode burgere, lavet i køkkenet af fornuftige råvarer. En eller anden klovn siger om Burger & Bun at det smager af rigtigt oksekød? Øhhh… Det er lidt ligesom at sige, at min g-streng ikke presser svolsyre op i fissen. Hvad er det, vi sammenligner med her? Lort på en tallerken? En burger er lavet af kød, fuck dig!

Okay, så vi har nu et overleveret vidnesbyrd om at Buger & Buns burger smager af oksekød, hvilket bringer os ét skridt over McDonald’s, og vi har fra hestens mund løftet om den bedste burger i København. Enter mig og min kæreste i Burger & Bun i går.

Vi havde ringet i forvejen for at høre om man kunne booke et bord. Afvisningen var den sødeste, jeg har fået nogensinde, på trods af at hvis man står nede i biksen og skuer over etablissementet, må det synes så himmelråbende dumt at spørge om. Vi taler om 15 kvadratmeter

Vi fandt dog et hjørne med ansigtet mod væggen (jojo, vi kom da efter burgeren, ikke efter decoret). Vi fik også at vide – af de meget søde på trods af at være mega-travle – ekspeditricer, at der ville være op til 30 min. ventetid på maden. I og med at vi sad i restauranten virkede det jo egentlig ikke så vildt, så no worries der. Jeg studsede godt nok over en fyr til venstre for mig, der stod og bekymrede sig over temperaturen på sine burger, som havde ventet i posen over ti minutter, mens de tilhørende pommes boblede i frituren. Jojo, tænker man, den kan jo smutte, mon ikke vi får vores burgere varme?

Naaaahhhh. Vi havde bestilt vores to Americana-burgere til at begynde med. Jeg bestilte en American Ale à la Mikkeller, og søde ville gerne have en rabarber-dims (kan ikke huske hvad den hed på kortet), som dog måtte blive til en jordbærdims, da det var den eneste type dimser, der var tilbage. Ligeledes måtte frites-dippen blive ketchup, da der heller ikke var andre alternativer tilbage. Det på trods af at den søde ekspedient først listede alle mulighederne, hvorefter jeg sagde at vi så gerne ville have mayo med urter, hvorefter hun erklærede at der kun var ketchup tilbage. Og jeg havde slet ikke spurgt. Vi skulle åbenbart bare lige føle at vi gik glip af de ting, de plejede at have?

Righty-o. Så vi hyggede os godt. Vi havde en Madrid-bog med (til efterårsferien), og blev glade da teenageren råbte “Daniel” og havde vores bestilling på en bakke i hånden.

Nu skal jeg ikke kede længere med lange historier om alle detaljerne, her kommer den korte version: Kærestens burger var lun, min var kold, og bøffen var ikke ordentligt stegt. Pommes lå våde inde i deres papirindviklede pap-bakke (men var meget velsmagende). Burgerbollerne var våde i bunden af at have været viklet ind i samme åndssvage McDonald’s-agtige indpakning (fint, I kører et amerikansk koncept, men der er noget I har misforstået: Sidder du i en diner i USA og får en burger, kommer den satme ikke wrappet, men på en varm tallerken med maden rigtigt anrettet. Igen er ambitionsniveauet åbenbart kun at nå ét skridt over McDonald’s (hvor burgerne dog er varme, når man får dem)).

Jeg nåede to bidder, inden jeg leverede hele lortet tilbage til disken, hvor vi i det mindste fik vores penge retur. Og jeg er sådan set egentlig glad for at de mislykkedes så horribelt med eksekveringen, for smagen af de to bidder, jeg fik, var tættere på Den Sorte Gryde end noget, der endog mindede om en ordentlig burger.

Jeg er træt af at blive holdt for nar af idiotiske kæde-koncept-magere, som sprøjter konceptrestauranter ud af røven og tørrer sig med mine penge.

Fuck jer, Kiin Kiin.

Ja, så er jeg klar endnu engang med lidt brokkeri over et spisested. Men for at det ikke skal blive alt for forudsigeligt, vil jeg lægge ud med en positiv anmeldelse, jeg har haft til gode at skrive siden min forrige forretningsrejse til Århus.

Forretningsrejser kan hurtigt blive en kedelig affære. Lange togture, intetsigende værelser på Cab-inn, kæresten i den anden ende af landet, og en mærkværdig følelse af ikke at høre til hvor man er, at være uden et helle.

Til gengæld er der de positive sider af sagen: Den horribelt dyre 30-grams-pose med peanuts fra DSB-servitricen bliver arbejdet bonnet for, og når man skal stille den større sult, er der kun én mulighed: at gå ud at spise!

Grappa Piccolo

Grappa Piccolo er “den lille” af Gappaerne ved vadestedet ved åen i Århus midtby, og ud over at fungere som restaurant, er den også en vinbar. Jeg har tidligere spist en til prisen forbløffende god fireretters ved Grappa-storebroderen, så på min solotur denne gang så Piccolo ganske attraktiv ud. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg bare ville snuppe en burger på Café Faust, som ligger i gadeniveauet af Cab-inns bygning, og som bagtil har en dør direkte til og fra Cab-inns trappeopgang. Men da jeg nåede ned til døren var den låst, så jeg endte altså med at stå uden for Piccolo og kigge på menukortet. Og det så jo dejligt ud!

Så bevæbnet med min Cormac McCarthy-paperback og en spændt mave indlogerede jeg mig derfor i hjørnet af den utroligt hyggeligt indrettede lille restaurant. Stilfuld, intim, behagelig. Det samme kan i øvrigt siges om betjeningen.

Nok var maven spændt, men specielt rumlende var den nu ikke, og da det samtidig var meget sent på aftenen, skippede jeg forretten og nøjedes med et stykke ristet laks, lagt på en solid bund af porrerisotto med parmesan.

Nu har jeg jo tidligere brokket mig over risotto, i min anmeldelse af Cofoco i København, men her fejlede konsistensen intet. Helt perfekte al dente-ris uden fare for hverken at blive fanget i tænderne eller ryge over i den anden grøft og blive bløde som kogeris. Til gengæld var porresmagen en anelse for dominerende – lidt for langt ovre i løgtemaet til rigtig at være delikat, og saltniveauet kunne også godt reduceres en kende uden at det ville skade retten.

Laksen på toppen var desværre ikke i orden. Kødstykket fejlede ikke noget, men det var overstegt. Og det er vel derfor, vi går på restaurant og bestiller noget så enkelt som et stykke grillet laks; fordi kokkene her forventes at kunne det, vi andre ikke kan. Nemlig at stege kødet, så det får den der magiske tekstur, hvor det både bærer grillaromaerne og sprødhden fra den varme pande og saftigheden og porøsiteten, man finder i sashimi. Jeg har sagt det før, jeg siger det igen (og igen lidt senere): Det er en dødssynd ikke at kunne stege sit kød ordentligt, hvis man kalder sig kok!

Nå, så jeg var nu lidt skuffet. Stemningen var fantastisk, personalet utroligt søde og opmærksomme, men retten havde fejlet. Dagen efter, tænkte jeg derfor, ville jeg tage på Café Faust og snuppe en mørbradsburger.

Grappa Piccolo, dag to

Så næste dag listede jeg igen ned i bunden af trappeopgangen og greb i håndtaget til døren ind til Faust. Låst. Igen.

Mærkeligt, tænkte jeg. Mandag aften kl. 19? Lukket? Lød mystisk. Jeg fandt vej op igen, kom ud af hotellet, og gik ned til vadestedet. Til min overraskelse kunne jeg se, at Faust mindsandten var åben. Et øjeblik var jeg allerede mentalt på vej derhen indtil min brokkenerve standsede mig; skulle jeg virkelig smide mine forplejningspenge ved en café som nu på anden dag havde lokket mig ned ad alle trapperne for at ruske i en dør, de ikke gad åbne? Næh, det syntes jeg jo egentlig ikke.

Så jeg bestemte mig for at give Piccolo en chance til. Atmosfæren derinde var på toppen, og det var detaljerne, der havde gjort at retten dagen før fejlede. Den kan jo smutte for alle. Og så havde jeg faktisk også lidt lyst til pizza. Ind en gang til, denne gang mødt af en anden betjening, men ikke mindre imødekommende eller professionel end dagen før. Mon ikke de har et ret godt arbejdsmiljø på Piccolo? Noget tyder på det.

Nå, men i dag var der seriøs rumlen i maven, så der skulle en forret til. Det frøs ca. 10 grader, så en suppe lå lige til højrebenet. Tomatsuppe på en italiensk ligger også lige til højrebenet, lidt for meget til højrebenet, faktisk, så jeg bestemte mig for en squashsuppe. Efterfulgt af en djævlepizza, Diavola, som nok også burde kunne varme lidt.

Efter lidt tid ankom så aftenens store overraskelse, nemlig squashsuppen. Eller squash/bønne-suppen med krydderurter, skulle man måske lige præcisere. Med saliccia. Og peberfrugt. Og parmesan. Lidt olivenolie. Og brød… nede i suppen, vel at mærke. Og pølser.

Det første, jeg tænkte, var “Jesus Christ, what happened to less-is-more?!”. Det, der flød rundt der virkede så overdrevet og ukontrolleret, da helt bestemt umuligt at harmonisere? Det kunne kun falde… helt… fantastisk ud. For de utallige ingredienser, som i øvrigt tog sig fantastisk ud i den klare suppe, ikke alene komplimenterede hinanden, de var faktisk også fantastisk delikate, og alle smagsnuancerne var accentuerede, adskillelige og genkendelige. Det var, hands-down, en af mit livs bedste supper. Jeg kommer igen efter mere – don’t you dare take it off the menu!

Pizzaen, der fulgte efter, var solidt håndværk. Ingen dikkedarer, ingen overraskelser som sådan, bare glimrende italiensk stil med tynd, sprød bund og få, men gode råvarer. Og så en bådfuld chili, så vær advaret: er du ikke til seriøs chili action, så er djævlen ikke din ven hos Piccolo. Bestil ekstra vand til.

Meget opløftet, og en mental notits om at vende tilbage snarest muligt, sagde jeg farvel til Piccolo og Århus for denne omgang.

Café Faust

Jeg vendte så tilbage her til aften, og efter at have checket ind nærmest småløb ned til vadestedet for at kræve retten til mit boghjørne i Piccolos hyggelige lokale, mit nye hjem her i byen. Denne gang fandt jeg ingen grund til at prøve døren i bunden af Cab-inn.

Men chok. Piccolo var lukket. Mørke vinduer. Ingen hyggelige lys og smilende tjenere. Øv. Hvad gør man så? Nu må jeg da give den Faustburger en chance, tænkte jeg, og satte kursen på vej mod Faust.

Det første, der slog mig, var at Faust ikke når Piccolo i atmosfære, det er tydeligt allerede fra uden for døren. Ikke at Faust ikke har hygge, men der er bare lidt for højt til loftet, lidt for åbent omkring de lidt for café-agtige borde, og lidt for lidt forståelse for lyssætning.

Til gengæld havde de nogle på papiret lækre bud på kombinationsmenuer, så jeg satte kursen gennem døren og fandt mig et bord i relativ fred, hvor jeg kunne nyde min mad og min bog. Jeg blev budt velkommen af en sød kvindelig tjener, som senere fik følge af en anden sød kvindelig tjener, og minsandten også en engelsktalende mandlig kok fra køkkenet, som bragte hovedretten. Lidt forvirrende, men okay, igen er der tale om meget venlige og servicemindede mennesker her på Faust.

Jeg rettede min kærlighed mod en “tun-tataki” til forret og oksemørbradstournedo til hovedret og tranebærsaft til glasset.

En brødkurv kom hurtigt på bordet, men glimrende hvidt brød i, og en slice smør med noget, der lignede groft sydesalt dryset over. Jeg kastede mig over det med rumlende mave, men umiddelbart efter fik jeg en lille overraskelse i form af en appetizer. En lille fiskefrikadelle med lidt urter og frugt ved; persille, løg, mango, spirer etc. Meget fin lille gestus.

Lidt senere kom så forretten, min tun-tataki, hvilket vel groft sagt svarer til seared sashimi, hvis man kender det fra japanske restauranter. Altså rå tun, som lige er svitset på overfladen. Her kom det som to små skiver, rullet i sorte og hvide sesamfrø, på en puré af lime og ingefær. Langs fisken og puréen lå et lille hegn af nødder, karamelisseret i noget “spicy” stads og garneret med lidt røde spirer.

Superflot anretning, virkelig en fornøjelse for øjet. For munden knap så meget. Jeg er overbevist om, at tunen var lækker. Konsistensen var lige i øjet, og den var perfekt rå i midten mens den var perfekt svitset i kanterne. Til gengæld var de sesamfrø, den var rullet i, ligeledes svitset, og det til det punkt, hvor de var lettere brændt af. Dvs. at de bidrog med let kularoma og bitterstoffer, som igen blev understreget af lime/ingefærpuréen, som enten havde decideret limeblade i sig, eller også havde noget ikke-økologisk limeskal i sig. Det var i hvert fald essensen af det, man fik i munden; skalbitterhed og brændte sesamfrø.

Nødderne, som faktisk var den bedre del af tallerkenen, led under samme skæbne: en lidt for varm pande, lidt for længe. Ikke så meget at sige der.

Jeg satte min lid til hovedretten (i øvrigt en taktik, der ind til videre ikke rigtig har givet pote i min erfaring).

Efter lidt ventetid dukkede den engelsktalende køkkenperson op med hovedretten, og jeg blev instrueret i “not to touch the plate, it’s very hot”. Det kan jeg godt lide at få at vide, for det tyder på at man har tænkt lidt mere over tingene end nogle andre steder, når man serverer mørbrad på en meget varm tallerken.

Igen et fantastisk syn. En ordentlig motherfucker af en tournedo i den ene ende af den rektangulære tallerken, grillstegt, tyk og tung. Overfor, i den anden ende af tallerkenen, to “pommes fondant” (kartofler skåret i murstensfirkanter) og to lange slanke pastinakker, sirligt stablet på en bund af sauce, eller “glace”, af oksen og gulerodspuré.

Jeg skærer lidt i tournedoen, og det første, der slår mig, er at det egentlig ikke lugter så godt. Normalt når man får et stykke grillet oksemørbrad, fyldes lokalet af mundvandsfremkaldende umami i æterform. Her var det lidt mere lugten af lidt for billigt hakket oksekød med lidt for meget fedt i, der ramte næsen. I ved, det der hint af talg i lugten, som oksekød kan have, når det enten er for dårlig kvalitet eller for gammelt.

Så da tournedoen så viser sig at være rå indeni, gør det mig egentlig ikke så meget. Forstå mig ret – jeg har bestemt ingen aversioner mod rødt kød, tværtimod. Problemet er lilla kød, som ikke er nået at blive varmt. Hverken lækkert eller ansvarligt, rent sundhedsmæssigt.

I hvert fald sætter jeg min lid til, at det nye stykke kød, der bliver stegt, måske også er lidt bedre, eller nyere, eller hvad end der var galt med det foregående. Den fuldkomne skuffelse sætte ind, da min tallerken vender tilbage, nu kold, med det samme stykke kød, nu lidt varmere, ved siden af den samme garniture, nu også kold.

Det er sgu at pisse på sine kunder. Der er så mange ting helt galt her, at jeg ikke helt ved, hvor jeg skal starte. Han kunne lige så godt have givet mig fingeren i samme ombæring. Eller spyttet på tallerkenen ved bordet. Det her skal forestille at være en seriøs restaurant. Ét er, at de ikke kan finde ud af at stege et stykke mørbrad (og der har vi så dødssynden igen), noget andet er at de har nosserne til at forsøge at stege det igen, når man sender det ud, og returnere det med kold garniture. Floras kaffebar på Blågårds Plads har mere stil end det. Viser din hakkedreng i burgeren sig ikke at være gennemstegt her, får du en helt ny omgang af alt på tallerkenen.

Syret, at man kunne henvise restauratørerne på Faust til en burgerjoint på Nørrebro for at lære dem noget om både service og håndværk.

Det værste ved det hele var, at jeg var så sulten, at jeg fandt mig i det. Så jeg prøvede at spise mere af bøffen, som nu både var tør yderst og momentvis rå i midten, men den smagte så skidt af dårligt kød, at jeg lod den ligge. Derimod spiste jeg rodfrugterne, som med undtagelse af pastinakkerne også var totalt uden charme, smag og ambition.

En af de søde tjenerinder trak min tranebærsaft fra regningen som et plaster på såret (hvilket syret nok virkede endnu mere provokerende), men needless to say røg der ingen drikkepenge på i aften.

Jeg forlod stedet semideprimeret med en vigtig mental note: jeg sætter aldrig mine fødder på Café eller Restaurant Faust igen.

Efter en rædderlig tur på Cofoco i går aftes, har jeg skrevet denne anmeldelse:

Jeg ved ikke, hvad folkene bag Cofoco i sin tid gjorde rigtigt, som scorede dem så gode anmeldelser, men hvad end det var, har de mistet det undervejs eller trukket sig tilbage og overladt geschäften til amatører.

Efter tidligere at være lokket forbi (og blevet svært skuffet over) Scarpetta, Cofocos da seneste skud på stammen af konceptrestauranter, var jeg forbeholden over at skulle besøge Cofoco, men et gavekort på 200 kr. og masser af gode (om end gamle) anmeldelser fik mig alligevel afsted. Stor fejl.

Erklærer man sig som tilhænger af konceptet “Less is More”, og driver en restauration ud fra dette koncept, må man forstå, at mindre kun kan være mere, såfremt det mindre, man får, er af bedre kvalitet. Dvs. man betaler mere for mindre fordi man vil højne madkvaliteten på bekostning af madkvantiteten og til dels også kvaliteten af andre elementer i den samlede restaurantoplevelse. Vi gæster accepterer at skulle sidde ved langbord, vi accepterer sparsommelig og halvuinspireret indretning, vi accepterer reducerede menukort, vi accepterer skemalagte spisetider og vi accepterer langsom og upersonlig betjening, fordi vi derved loves gourmetspise af en kvalitet, der langt overstiger prisen sammenlignet med en egentlig gourmetrestaurant. Restaurationen, derimod, må altså tillades at fejle på alle andre punkter end ét: madkvaliteten.

Så min kæreste og jeg indfandt os spændte kvart over otte på vores henviste pladser ved langbordet (på trods af, i øvrigt, at der var masser af to-, fire-, seks- og ottemandsborde, der var ledige, og skulle vise sig for størstedelens vedkommende at forblive ledige til vi forlod restauranten senere på aftenen). Vi bestemte os hurtigt for cava og gin og tonic til aperitif, risotto til forret, helleflynder til hovedret og kirsebær med chokoladekage og is hhv. jordbær med karamel og mascarponecreme til dessert. Hertil boblevand til kæresten, og dedikeret ølelsker som jeg er, havde jeg valget mellem tre af Gourmetbryggeriets titler: Blanche, Piney eller Bock2. Ingen af dem er særligt gode, Bock2 er alt for heftig, ikke mindst til risotto og fisk (faktisk har jeg svært ved at finde en ret, den passer til, med mindre vi kører et chili-juletema) og Blanche er for vandet til min smag, så valget faldt på Piney. Efter godt ti minutter med tjenere, som hyppigt passerede langbordet med blikket stift rettet fremad, lykkedes det os og vores lige så frustrerede naboer at vifte os frem til en tjeners opmærksomhed, og vi fik bestilt.

Efter yderligere godt ti minutter dukkede drikkevarerne op med følge af et stort, mørkt hjemmebagt brød med smør. Jeg studsede lidt over logikken i at servere samtlige drikkevarer på én gang. En aperitif ligger i sagens natur før måltidet, og en åben flaske boblevand og en åben øl bliver jo hverken mere sprudlende eller mere kold af at blive serveret en halv time før maden. Nå, men skidt – gin og tonic er et hit, som altid har mindet mig om lange flyrejser til eksotiske og spændende steder, så der er jo rigelig grund til at skåle og smile forelsket til hinanden over langbordet.

Men okay. Naturligvis forventer jeg ikke en flaske Bombay, 1½ l. Schweppes Tonic Water og en spand isterninger i en lyserød gaveæske med en stor sløjfe omkring og et kærestebrev vedhæftet, men når man bestiller en gin og tonic til en halvtredser som aperitif, ville det da være rart, hvis der var bare ét helt skud gin i. Men skidt med det, tonic smager udmærket, der er masser af isterninger i til at modarbejde den stigende temperatur i lokalet, og vi venter jo alligevel på risotto, helleflynder og kirsebær, så en kikset gin og tonic efter et lille kvarters ventetid skal da ikke slå ens humør ud.

Det begyndte til gengæld at ske, da risottoen efter en lille halv time dukkede op, og bestemt udstrålede indbegrebet af less-is-more-princippet: en klat risotto, ca. 5-6 cm i diameter, anrettet med lidt krabbekød, agurketern og en kvist dild. Det så godt ud! Jeg rider gerne med på less-is-more-bølgen. Jeg elsker den! Men efter at have sat tænderne i risottoen, og den første oplevelse var, at den hang fast i tænderne, begyndte jeg virkelig at frygte at gin og tonicen var et opskænket varsel om hvad der måtte komme på tallerkenerne senere.

Risen var ikke kogt færdig, og selv om krydringen overordnet var fin, faldt retten yderligere igennem, da smørmængden var kraftigt overdrevet (jo, bestemt, det er tydeligvis smør af overlegen kvalitet, men lidt mådehold har nu aldrig skadet). Krabbekødet var koldt og smagte mistænkeligt af lage. Det bedste ved risottoen var ærgerligt nok agurketernene og dildkvisten på toppen. Jeg fik flashback til Hell’s Kitchen, og så for mig en edderspændt Gordon Ramsay, som kaster en varm pande med risotto efter en angst udseende kok-wanna-be-køkkenchef og råber “IT’S RAW YOU IDIOT! RAAAWW!!!”, og jeg kan kun undre mig over hvilken type køkkenchef, der tillader en så mislykket risotto at forlade køkkenet. Det faldt mig naturligt umiddelbart at sende tallerkenen retur, men jeg kunne simpelthen ikke overskue en gentagelse af ventetiden på endnu en klat risotto i appetizer-størrelse, og satte i stedet min lid til at det blot var endnu en svipser, og at helleflynderen nok skulle redde aftenen. På dette tidspunkt var kæresten og jeg virkelig glade for, at betjeningen ikke havde fjernet det glimrende appetizer-brød – tydeligvis med samme dejlige smør, som kokkene var lidt for rundhåndede med i risottoen. Indtil videre var brødet det bedste, der var stillet på bordet.

Den næste halve time gik med at vente og svede i den kontinuerligt stigende temperatur, og prøve at holde en samtale kørende ved vores lungers fulde kraft for at kunne trænge igennem lydtrykket fra resten af bordet, specielt fyrene til min højre side, som tydeligvis skulle i byen efterfølgende, og for hvem det da senere også lykkedes at vælte en flaske rødvin ud over bordet og dermed skabe den perfekte afslutning på en romantisk aften. Det skal pointeres, at det ikke er fordi bordet er specielt bredt at man er nødsaget til at sidde og næsten-råbe til hinanden. Det er ganske enkelt den naturlige følge af at sætte folk skulder mod skulder, 20-25 stk. på hver sin side af et langbord for at maksimere profitten. Har du været på Heidis Bierstube? Så har du en idé om hvordan det er på Cofoco – her er der bare varmere.

Jeg var i forvejen lidt skeptisk over for langbordskonceptet. Klart – som vi har læst, kan det formuleres, at “Her kan man, ligesom mange steder i udlandet, sidde og spise side om side med andre gæster,” men selv da siger man egentlig ikke noget positivt om det. Det, jeg oprindeligt var betænksom overfor, var den reducerede intimsfære, når man nu var ude på romantisk ærinde med sin hjertenskær, men jeg havde ikke drømt om at skulle ende med hovedpine og halvklaustrofobi, fordi man følte at der netop var dumpet en komplet Crazy Daisy fra provinsen ned omkring en. Det eneste, der manglede i det billede, var et repetitivt beat, fri bar og nogle glowsticks. Jeg selv passede på dette tidspunkt også glimrende ind i scenariet med mine bare arme efter at have strippet ind til undertrøjen for at reducere svedplamagerne til under livet, hvor mine jeans føltes som et rigtig dårligt valg til en aften på Cofoco. Vi jokede lidt med at vi skulle huske svømmevinger og badebold til næste besøg, så i det mindste var humøret stadig højt.

Nå, men langt om længe dukkede hovedretten op, vel i tide til at øllet nu var perfekt dovent og lunkent. Men retten så godt ud! Et generøst stort grillet stykke hvid helleflynder, lagt på en bund af ærter og bønner, med nogle enkelte skiver små nye kartofler, altsammen i et lille hav af “fumét”. Dette “fumét” var jeg egentlig ikke klar over hvad var, men da tallerkenen kom forbi min næse, tænke jeg umiddelbart “smørsauce”, og det lignede det da også. Det smagte sådan set også af smør. Smør og fiskefond. Men mest smør. Meget smør. Okay, fint nok, nu havde vi efterhånden forstået, at de var glade for deres smør i køkkenet, men det var igen lidt ærgerligt med doseringen. Her gik det primært ud over ærterne og bønnerne, som så fantastisk lækre ud og var veltilberedte, men sølet til i smør så man ikke kunne smage dem. Selv kartoflerne led under mængden, omend ikke så voldsomt som med grøntsagerne.

Hvor filmen virkelig knækkede var ved fisken. Den var tør, og efterlod én i et forsøg på at tilføre væde ved hjælp af smørsøen. En svær opgave, som umuligt kan ende godt, endsige delikat. “Tør” opsummerer egentlig bedriften i ét ord, og der er ikke så meget mere at sige end det. Når man serverer en ret hvis hovedingrediens – med en andel på over 90% af den samlede volumen – er et enkelt stykke grillet fisk, ja så er retten ganske enkelt mislykket og hører hjemme i skraldespanden hvis ikke dette stykke kød er stegt ordentligt. Det mest triste var, at vi begge to indtil videre kunne have præsteret bedre resultater i vores køkkener derhjemme. Det næstmest triste var, at køkkenchefen tydeligvis igen havde været på tønden eller ude i baglokalet med en flaske rødvin da retterne forlod køkkenet. For hvilken køkkenchef, der sammensætter et konceptmenukort med tre gange tre retter serveret i skemalagte bølger, vil kunne forsvare, at man ikke kan gennemkoge ris eller få fisken af grillen inden den bliver tør? Ikke en køkkenchef med respekt for sig selv eller sine kunder, det er i hvert fald sikkert. Teknisk set et lavt ambitionsniveau, i praksis jammerligt eksekveret.

På det her tidspunkt vil vi egentlig gerne bare ud. Ud at få noget luft, ud at få noget ro, ud at få noget tid til hinanden, ud at få en Panodil. Dog skal desserten vise sig at være et mindre plaster på såret, på trods af at vi igen må vente en 15-20 minutter på den. I den periode når en af tjenerne at spørge om vi har lyst til noget ost inden desserten, men min kæreste er klog nok til at takke nej. Ja, jeg ville da gerne have svaret hende selv – problemet var bare, at jeg ikke kunne høre et ord af hvad hun sagde, eftersom hun stod på den anden side af bordet.

Desserten, jeg fik, var to kirsebær, lidt creme baseret på reduceret kirsebærsaft, en klat is med nogle citrusagtige krokantstykker drysset over og et lille stykke chokoladekage. Meget less-is-more-agtigt (som en god dessert skal være), og ganske lækkert. Kirsebærrene var modne og søde, chokoladekagen var god, og isen smagte hjemmelavet og var meget lækker, ikke mindst pga. krokantstykkerne. Kirsebærreduktionen var en anelse klæg og lidt for sød, og passede egentlig ikke så godt ind i resten af tallerkenen, men næstefter brødet var denne ret klart den bedste.

Regningen lød på 770 kr., selv i anden omgang, efter vi havde påpeget, at vi ikke havde fået to, men ét glas cava. Det ville være nemt at sige at ift. kvaliteten skulle der skæres i hvert fald 400 kr. af det beløb førend det stemte overens med det leverede. Problemet er bare, at en mislykket ret er en mislykket ret uanset pris, på hvilken hver en skilling er spildt, og med undtagelse af desserten var intet lykkedes for Cofoco. Tilsæt dertil en absolut horribel atmosfære med lange ventetider og hovedpine og vådt undertøj til følge, og man føler sig holdt seriøst for nar.

Jeg er personligt færdig med alt, der hedder Cofoco, og vil anbefale alle, jeg kender, ikke at besøge deres restauranter. Jeg lader mig til gengæld fortælle at deres catering skulle være glimrende, men har dog ikke selv smagt maden derfra.

En lille tilføjelse, nu da jeg har lagt anmeldelsen på min egen blog, og min upartiskhed derfor ikke kan betvivles: Jeg kan forstå, at Madklubben er startet af nogle “udbrydere” fra Cofoco, og jeg kunne godt tænke mig lige på falderebet at sige, at alt, der fejler hos Cofoco i eksekveringen af et på papiret velfungerende koncept, lykkes med bravour hos Madklubben. Mit besøg der ligger lidt langt tilbage i hukommelsesarkivet, men jeg husker bl.a. at jeg fik det lækreste svin, jeg husker nogensinde at have fået, at atmosfæren var helt på toppen, at der var superlækker mikrobryggerishvedeøl, og at brødet alene var grund nok til at komme igen. Så måske det, der lykkedes hos Cofoco i sin tid, skyldtes dem, som pakkede kufferten og startede Madklubben?