Archive for the ‘Reviews’ Category
-
Stacking Turds – Or How I Learned that Homeless People are More Fortunate than ASP.NET Professionals
DISCLAIMER: What you’re about to read may contain harsh language. It contains stories of feces-throwing gorillas and crying children. Opinions will be biased. Proceed at your own risk!
-
The Trail of Destruction Left by J. River Media Center
When I was a Windows guy, I was a warm advocate for the commercial media jukebox application, J. River Media Center. It’s an extremely versatile app sporting a sleek design and a wealth of features, while being able to play back pretty much every codec known to man and interfacing with a slew of portable devices. I’ve bought every release from when it was called Media Jukebox, IIRC version 8 to version 14.
Having gone exclusively Linux on all but one of my systems (my Digital Audio Workstation and gaming rig), I’ve been trying to get JRMC to run there. WINE is sort-of possible using the latest beta and a number of winetricks, but you’ll find yourself restricted to the audio-part of JRMC only, and the app will crash when you sneeze. Even if it didn’t, the interface is so horrible slow that it’s practically unusable (the UI is slow on Windows, too, but nothing like this).
I also tried setting up a VMware guest system exclusively for JRMC, but that left me with two major headaches:
- Skipping sound (which doesn’t happen on a non-virtualized Windows, mind you, JRMC never skips in that scenario. Ever.)
- A volume output level from the emulated soundcard in VMware of about -20 dB (perceived). That means more than 3 bits lost, and an effective audio resolution of one tenth of the original file. Not acceptable.
Neither of these issues can be blaimed on JRMC, I’m just very verbosely tracking my moves that led me to where I am today
So, I searched high and low for some acceptable alternative in Linux. I never expected to find anything even remotely as advanced as JRMC – basically I just needed something that properly supported Album Artist tags at the very least. I was quite shocked to find not only an application that offered the same level of versatility and customizability as JRMC, but actually one that surpasses JRMC, namely foobar2000, or fb2k for short. Wait, you might say, isn’t that a Windows app? Yes, yes indeed it is, but this is one that runs great under WINE. There’s the occasional glitch and crash, but in general it runs perfectly, and it’s extremely fast. In fact, it uses about the same amount of CPU time (~4%) running maximized and playing audio with an oscilloscope and a vu meter visualization that Amarok uses doing nothing, minimized to the system tray. If that doesn’t speak for quality code, I don’t know what does.
Anyway, I could go into the longest rant about how absolutely kick-ass fb2k is, but I have to remember the subject of this post, The Trail of Destruction Left by J. River Media Center. Sure, that’s somewhat a dramatic title, but if you happen to be a JRMC user, fear not – your audio is safe, it’s just the tags that may be destroyed.
Over the course of time since I started seriously migrating from Windows to Linux, I’ve tried different players. I’ve been bitching a bit to myself about how messy their tag systems were, as all my very neatly organized files would show up pretty much as organized as a drunken drug-addict with alzheimer’s. Even those claiming to support ordering by Album Artist would just show my files all jumbled about. I never thought to blame JRMC.
That is until now, when I have a tool that actually lets me scrutinize my tags in detail (and a HEX editor for that extra-detailed look-see). I discovered two shocking facts:
- About half of my files were missing field values completely, mostly in the ALBUM ARTIST field, but also in other fields. This is only visible outside JRMC and explains why my files always got all mixed up when I tried using them in other players.
- Now that I’m cleaning up tags and removing unwanted ones (including “TOOL NAME” and “TOOL VERSION”, added by JRMC), I find that all my carefully written COMMENT tags have been completely destroyed by JRMC. It looks in a way like the missing tags mentioned before, along with other app-specific meta data, has been serialized into the COMMENT field by JRMC.
Here’re some good examples of how great that can look (some of the shorter ones):
- 0000402A 000046CB 0001767B 00018F15 00066C63 00066DD0 0000910D 00008E85 0006FE4E 0006C3D6; 0; 00000000 00000210 000007F0 0000000001923800 00000000 016CBB6E 00000000 00000000 00000000 00000000 00000000 00000000; 39448
- 000012D7 00001073 00007D39 00004020 0002230E 0002230E 00008000 00008000 00009C6E 0000755E; Music Never Dies; Media Center; 12.0.529; 37622; Vive la Fête
- , AG# 6B2E6829; Media Center; 12.0.529; 35796; µ-Ziq
- LAME 3.91 -k –alt-preset standard -q 0; Media Center; 12.0.473; 38718; The Strokes
- .; 38353
And so on and so forth. Isn’t that lovely? Wouldn’t you just love it if all your comments looked like that? Well, you can have them look like that, too! Just use JRMC!!!
Now, I can only guess at the reasoning behind this mayhem, and so I will. It looks like JRMC is serializing metadata that it needs and putting it into the standard COMMENT field. I would guess that it’s using the COMMENT field because that field is available whether you’re using APE, ID3 or some other tag system. Now you have to wonder why anyone would ever destroy a user-editable field by shoving in application logic. Why you wouldn’t use a TXXX field since they’re free for anything you like. And why it would put the (album) artist name in there in the first place.
At least it had the decency to leave its DNA so that the phorensics crew could identify the criminal, the public could try it, and the judge sentence it to death. RIP J. River Media Center. You will not be missed.
-
Anmeldelse: Bosch KGN39A77 køle-/fryseskab
Jajajaja, så er det håbløst utjekket at anmelde et køleskab, men jeg er simpelthen bare så glad for mit nye køleskab, så nu kommer det alligevel!
Jeg prøvede netop at finde et godt sted at anmelde det. Pricerunner var en fucking joke, og så var der Pribot.dk, som bare venter på et SQL injection-angreb. Tænkte til sidst, at jeg ligeså godt kunne copy/paste mit “review” (dén var til Google
) her (kopieret fra en tekstkasse hos pribot):Man får helt åndssvagt meget for pengene her. Jeg har haft skabet i godt en måned nu, og er helt vildt glad for det. Der er luftcirkulering, så kulden bliver fordelt rigtig fint og jævnt. Køleskabsdelen kan indstilles fra 2-8 grader, frysedelen fra -24 til -16 grader.
“ChillerSafe”-skuffen i bunden skal man lige være opmærksom på godt kan ryge ned under frysepunktet, i modsætning til de noget dyrere modeller, hvor temperaturen er garanteret. Der er ikke en decideret køling specifikt til dette område, og det er min fornemmelse, at der er to faktorer, der bestemmer temperaturen: hvad man har sat køleskabstemperaturen til, og hvor meget “nyt” mad, man har smidt i skabet. F.eks. har jeg sat temperaturen til 4 gr., og det termometer, jeg har liggende dernede siger stort set altid liiiige lidt over 0 grader, men hvis jeg kaster en masse nye varer ind og køleskabet går i gang med at køle igennem, har jeg set temperaturen ryge ned på -4 grader! Det var dog ekstremen, og min erfaring er at med 4 gr. i skabet er det meget sjældent, at temperaturen når under 0 grader dernede. Jeg tror 5 gr. i skabet vil sikre en temperatur dernede omkring 1 gr.
Ift. hvor godt det køler, sådan generelt, er jeg ligeledes megabegejstret. Mælk åbnet for fire dage siden er stadig helt frisk. Chili con carne lavet for to uger siden, smidt på glas og puttet i chill-dimsen er stadig frisk, og hvis man kaster en flaske vand fra hanen i fryseren, som stort set er fuld, er der isklumper i efter 15-20 minutter. Man kan virkelig godt mærke, at der er en stor kompressor i skabet! (Og høre det; det laver sådan en wooo-lyd, når det køler ned efter man har haft det åbent
AntiFrost-tingen fungerer også fantastisk. Jeg har aldrig haft det før, så jeg var lidt skeptisk ift. effekten. Men uden grund, lader det til, for mine frosne varer er bare altid helt i orden, og uden rim og frostsnask!
Flaskehylden er meget cool, men kan ikke tage en 2-liters-cola. 1½-liter går lige, men to”eren skal i døren. Det er nemt at rykke hylderne rundt og køledelen er godt oplyst med to lamper.
Der er ikke helt så mange muligheder for at rykke hylderne rundt i døren, hvor der øverst mest er plads til mindre ting såsom småtuber, marmeladeglas osv.
Der følger en tjekket lille æggeholder med, som man kan hive i i enderne, så der er plads til enten 6, 8, 10, eller 12 æg. Så er der en dingenot til at putte på kanten af flaskeholderen i døren, så tingen ikke klirrer, når man åbner og lukker. Der er en bakke til at lægge oven på en af fryseskufferne + tre isterningbakker med låg på (da antifrost-tingen ellers ville “spise” isterningerne over tid). Der er ikke “katastrofe”-frost-elementer i døren som i de dyrere modeller, men til gengæld er holderen glimrende brugt til isterningbakkerne, når de er frosset
Frontens børstede stål er helt vildt flot. Meget enkelt med en svag kurve, diskret “BOSCH”-logo. Siderne er stål malet med noget halv-mat metallic-maling. Jeg var lidt nervøs for om det ville være grimt, men det er det overhovedet ikke. Det er ikke børstet stål, men det er heller ikke “wanna-be” børstet stål. Det ligner ikke et hjælpeløst forsøg på at imitere børstet stål. Det ligner bare stål malet med let koksgrå metallic-maling. Meget pænt. Og meget rengøringsvenligt, i øvrigt.
Hjulene under skabet er rimeligt store og ruller fint på mit malede bræddegulv, uden at lave mærker. De justérbare fødder foran fungerer også fint, selv på mit 1886”er-gulv, som skråner ret meget. Bagtil er der en sortlakeret grill, som kun stikker meget lidt ud.
Når man åbner dørene, kan man se, at hængslerne sidder sådan, at der på intet tidspunkt “stikker noget ud” mod væggen… Altså hvis der er meget trang plads, er det ikke ved hængslerne mens man åbner dørene, der kan opstå problemer, det er kun hvis der ikke skulle være plads til håndtagene eller den lille bue, der er i dørene.Der står “AirFreshFilter” på bagvæggen i køleskabet, men enten læser jeg instruktionsbogen forkert, eller også er der ikke noget sted at sætte filteret i, og ergo ikke noget filter… Jeg er lidt usikker på det, men jeg havde noget knap så god grønkål liggende i sidste uge, som i hvert fald gjorde, at der ikke lugtede så godt, sååå…
Den nederste skuffe i fryseren er ikke så dyb som resten af skabet, da der skal være plads til kompressortingene, men det er nok forventet. Synes bare lige jeg ville sige det
Okay, så. Dårlige ting? Ingen, ud over at man lige skal være opmærksom på de mulige minusgrader i chill-delen, men så har man jo heller ikke betalt for at have garanteret temperatur dernede. Og selv hvis den skulle ryge under 0, så er det et fantastisk sted at lægge øl, hvidvin, parmesanost og andre “tørre” varer, der skal være på køl.
Jeg er heeeelt vildt glad for at have købt det her køleskab, og jeg kan kun anbefale det. Om det nu holder i længden vil vise sig, men indtil videre er det i hvert fald top spitze!!!
-
Burger & Bun… Crappy Burger & Sloppy Bun…
Oookay…
Jeg har jo bitchet lidt tidligere over dårlige restauranter. Og grunden til at jeg skriver nu, er lige så meget min oplevelse hos Burger and Bun i går, som det faktum at jeg netop har fået hul igennem til en gigantisk røvfuld emails til mit domæne; bl.a. svar fra Madklubben på en tidligere anmeldelse – fortsættelse følger.
Anyway. I går tog kæresten og jeg på udflugt til Vesterbro. Brormand bor der, jeg har et par venner der, og al den bedste is er der (hey, fuck Paradis), så vi er der også. Oooog så er der også detaljen med at Burger & Bun er der. Og Burger & Bun er jo Kiin Kiin. Og Kiin Kiin har fået en Michelin-stjerne. Så hvis folkene med pengene bag Kiin Kiin bestemmer sig for at servere burgere er det jo Michelin-burgere, ikke?
Hmmm… Eller vent lidt. Kiin Kiin fik stjerne for deres mad… Og maden er lavet af menneskene i køkkenet. Køkkenet på Kiin Kiin. Ikke køkkenet på Burger & Bun. Disse mennesker laver ikke maden på Burger & Bun… Eller gør de? Hvis de nu løber frem og tilbage?… Hmm…
Okay, okay, realitetstjek, let’s dumb it down: Nogle mennesker med penge, har åbnet en burger joint. Phew, var helt forvirret et øjeblik. Nu er vi tilbage til square one. Ny burgerbar på Istedgade. Konya var en nyhed, Kebabistan havde det fedeste navn nogensinde (kebabistan.dk nogen? go for it!), men det her er bare en burgerbar som alle andre indtil videre.
Med mindre, selvfølgelig, at en masse medier videreleverer det selvproklamerede budskab: “Vi vil lave Københavns bedste burger!”
Sjovt nok det, der fik kæresten og mig ned til Burger & Bun. “Københavns bedste burger”? Wow. Waaaauuuwww. DET er noget, man glæder sig til.
Jeg har selv fået at vide adskillige gange, at jeg laver byens bedste burger, men mener nu nok, der findes bedre alternativer. Min stående favorit er Kalaset (ikke deres Barcelona-burger, og jeg blev lidt skuffet sidst over deres regulære burger, men stadig…).
Either way er jeg totalt fucking hooked på burgere, så når nogen siger, at de vil lave Københavns bedste burger får jeg megastivert på og savler ud over alt. Men no need to join in, babies, Burger & Bun er blot et komplet retarderet bud på noget, der overhovedet kommer i nærheden af kvalitetsburger.
Lad os kigge på hvad målgruppen er vant til: Det er netop caféburgere à la Halifax, Rosas eller Kalaset. Gode burgere, lavet i køkkenet af fornuftige råvarer. En eller anden klovn siger om Burger & Bun at det smager af rigtigt oksekød? Øhhh… Det er lidt ligesom at sige, at min g-streng ikke presser svolsyre op i fissen. Hvad er det, vi sammenligner med her? Lort på en tallerken? En burger er lavet af kød, fuck dig!
Okay, så vi har nu et overleveret vidnesbyrd om at Buger & Buns burger smager af oksekød, hvilket bringer os ét skridt over McDonald’s, og vi har fra hestens mund løftet om den bedste burger i København. Enter mig og min kæreste i Burger & Bun i går.
Vi havde ringet i forvejen for at høre om man kunne booke et bord. Afvisningen var den sødeste, jeg har fået nogensinde, på trods af at hvis man står nede i biksen og skuer over etablissementet, må det synes så himmelråbende dumt at spørge om. Vi taler om 15 kvadratmeter
Vi fandt dog et hjørne med ansigtet mod væggen (jojo, vi kom da efter burgeren, ikke efter decoret). Vi fik også at vide – af de meget søde på trods af at være mega-travle – ekspeditricer, at der ville være op til 30 min. ventetid på maden. I og med at vi sad i restauranten virkede det jo egentlig ikke så vildt, så no worries der. Jeg studsede godt nok over en fyr til venstre for mig, der stod og bekymrede sig over temperaturen på sine burger, som havde ventet i posen over ti minutter, mens de tilhørende pommes boblede i frituren. Jojo, tænker man, den kan jo smutte, mon ikke vi får vores burgere varme?
Naaaahhhh. Vi havde bestilt vores to Americana-burgere til at begynde med. Jeg bestilte en American Ale à la Mikkeller, og søde ville gerne have en rabarber-dims (kan ikke huske hvad den hed på kortet), som dog måtte blive til en jordbærdims, da det var den eneste type dimser, der var tilbage. Ligeledes måtte frites-dippen blive ketchup, da der heller ikke var andre alternativer tilbage. Det på trods af at den søde ekspedient først listede alle mulighederne, hvorefter jeg sagde at vi så gerne ville have mayo med urter, hvorefter hun erklærede at der kun var ketchup tilbage. Og jeg havde slet ikke spurgt. Vi skulle åbenbart bare lige føle at vi gik glip af de ting, de plejede at have?
Righty-o. Så vi hyggede os godt. Vi havde en Madrid-bog med (til efterårsferien), og blev glade da teenageren råbte “Daniel” og havde vores bestilling på en bakke i hånden.
Nu skal jeg ikke kede længere med lange historier om alle detaljerne, her kommer den korte version: Kærestens burger var lun, min var kold, og bøffen var ikke ordentligt stegt. Pommes lå våde inde i deres papirindviklede pap-bakke (men var meget velsmagende). Burgerbollerne var våde i bunden af at have været viklet ind i samme åndssvage McDonald’s-agtige indpakning (fint, I kører et amerikansk koncept, men der er noget I har misforstået: Sidder du i en diner i USA og får en burger, kommer den satme ikke wrappet, men på en varm tallerken med maden rigtigt anrettet. Igen er ambitionsniveauet åbenbart kun at nå ét skridt over McDonald’s (hvor burgerne dog er varme, når man får dem)).
Jeg nåede to bidder, inden jeg leverede hele lortet tilbage til disken, hvor vi i det mindste fik vores penge retur. Og jeg er sådan set egentlig glad for at de mislykkedes så horribelt med eksekveringen, for smagen af de to bidder, jeg fik, var tættere på Den Sorte Gryde end noget, der endog mindede om en ordentlig burger.
Jeg er træt af at blive holdt for nar af idiotiske kæde-koncept-magere, som sprøjter konceptrestauranter ud af røven og tørrer sig med mine penge.
Fuck jer, Kiin Kiin.
-
Chamber of Death
So this is the damage control for the Apple iPhone 4 antenna shit?
Okay, so because retards spent $100 million on non-real-world testing scenarios and put people in 2001: A Space Odyssey-esque chambers with a phone in their hand to take great pictures, we’re supposed to ignore the facts? What the fuck kind of retarded PR stunt is this? Oh yeah, sorry, it’s the same kind of retarded PR stunt that usually get the dicks hard on Apple monkeys on the prowl for more locked-in bananas.
Screw your pathetic excuses, the problem isn’t your antenna, it’s your attitude.
WHERE’S OUR FLASH? Where’s our freedom?
-
Restaurantanmeldelser fra Århus: Grappa Piccolo og Café Faust
Ja, så er jeg klar endnu engang med lidt brokkeri over et spisested. Men for at det ikke skal blive alt for forudsigeligt, vil jeg lægge ud med en positiv anmeldelse, jeg har haft til gode at skrive siden min forrige forretningsrejse til Århus.
Forretningsrejser kan hurtigt blive en kedelig affære. Lange togture, intetsigende værelser på Cab-inn, kæresten i den anden ende af landet, og en mærkværdig følelse af ikke at høre til hvor man er, at være uden et helle.
Til gengæld er der de positive sider af sagen: Den horribelt dyre 30-grams-pose med peanuts fra DSB-servitricen bliver arbejdet bonnet for, og når man skal stille den større sult, er der kun én mulighed: at gå ud at spise!
Grappa Piccolo
Grappa Piccolo er “den lille” af Gappaerne ved vadestedet ved åen i Århus midtby, og ud over at fungere som restaurant, er den også en vinbar. Jeg har tidligere spist en til prisen forbløffende god fireretters ved Grappa-storebroderen, så på min solotur denne gang så Piccolo ganske attraktiv ud. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg bare ville snuppe en burger på Café Faust, som ligger i gadeniveauet af Cab-inns bygning, og som bagtil har en dør direkte til og fra Cab-inns trappeopgang. Men da jeg nåede ned til døren var den låst, så jeg endte altså med at stå uden for Piccolo og kigge på menukortet. Og det så jo dejligt ud!
Så bevæbnet med min Cormac McCarthy-paperback og en spændt mave indlogerede jeg mig derfor i hjørnet af den utroligt hyggeligt indrettede lille restaurant. Stilfuld, intim, behagelig. Det samme kan i øvrigt siges om betjeningen.
Nok var maven spændt, men specielt rumlende var den nu ikke, og da det samtidig var meget sent på aftenen, skippede jeg forretten og nøjedes med et stykke ristet laks, lagt på en solid bund af porrerisotto med parmesan.
Nu har jeg jo tidligere brokket mig over risotto, i min anmeldelse af Cofoco i København, men her fejlede konsistensen intet. Helt perfekte al dente-ris uden fare for hverken at blive fanget i tænderne eller ryge over i den anden grøft og blive bløde som kogeris. Til gengæld var porresmagen en anelse for dominerende – lidt for langt ovre i løgtemaet til rigtig at være delikat, og saltniveauet kunne også godt reduceres en kende uden at det ville skade retten.
Laksen på toppen var desværre ikke i orden. Kødstykket fejlede ikke noget, men det var overstegt. Og det er vel derfor, vi går på restaurant og bestiller noget så enkelt som et stykke grillet laks; fordi kokkene her forventes at kunne det, vi andre ikke kan. Nemlig at stege kødet, så det får den der magiske tekstur, hvor det både bærer grillaromaerne og sprødhden fra den varme pande og saftigheden og porøsiteten, man finder i sashimi. Jeg har sagt det før, jeg siger det igen (og igen lidt senere): Det er en dødssynd ikke at kunne stege sit kød ordentligt, hvis man kalder sig kok!
Nå, så jeg var nu lidt skuffet. Stemningen var fantastisk, personalet utroligt søde og opmærksomme, men retten havde fejlet. Dagen efter, tænkte jeg derfor, ville jeg tage på Café Faust og snuppe en mørbradsburger.
Grappa Piccolo, dag to
Så næste dag listede jeg igen ned i bunden af trappeopgangen og greb i håndtaget til døren ind til Faust. Låst. Igen.
Mærkeligt, tænkte jeg. Mandag aften kl. 19? Lukket? Lød mystisk. Jeg fandt vej op igen, kom ud af hotellet, og gik ned til vadestedet. Til min overraskelse kunne jeg se, at Faust mindsandten var åben. Et øjeblik var jeg allerede mentalt på vej derhen indtil min brokkenerve standsede mig; skulle jeg virkelig smide mine forplejningspenge ved en café som nu på anden dag havde lokket mig ned ad alle trapperne for at ruske i en dør, de ikke gad åbne? Næh, det syntes jeg jo egentlig ikke.
Så jeg bestemte mig for at give Piccolo en chance til. Atmosfæren derinde var på toppen, og det var detaljerne, der havde gjort at retten dagen før fejlede. Den kan jo smutte for alle. Og så havde jeg faktisk også lidt lyst til pizza. Ind en gang til, denne gang mødt af en anden betjening, men ikke mindre imødekommende eller professionel end dagen før. Mon ikke de har et ret godt arbejdsmiljø på Piccolo? Noget tyder på det.
Nå, men i dag var der seriøs rumlen i maven, så der skulle en forret til. Det frøs ca. 10 grader, så en suppe lå lige til højrebenet. Tomatsuppe på en italiensk ligger også lige til højrebenet, lidt for meget til højrebenet, faktisk, så jeg bestemte mig for en squashsuppe. Efterfulgt af en djævlepizza, Diavola, som nok også burde kunne varme lidt.
Efter lidt tid ankom så aftenens store overraskelse, nemlig squashsuppen. Eller squash/bønne-suppen med krydderurter, skulle man måske lige præcisere. Med saliccia. Og peberfrugt. Og parmesan. Lidt olivenolie. Og brød… nede i suppen, vel at mærke. Og pølser.
Det første, jeg tænkte, var “Jesus Christ, what happened to less-is-more?!”. Det, der flød rundt der virkede så overdrevet og ukontrolleret, da helt bestemt umuligt at harmonisere? Det kunne kun falde… helt… fantastisk ud. For de utallige ingredienser, som i øvrigt tog sig fantastisk ud i den klare suppe, ikke alene komplimenterede hinanden, de var faktisk også fantastisk delikate, og alle smagsnuancerne var accentuerede, adskillelige og genkendelige. Det var, hands-down, en af mit livs bedste supper. Jeg kommer igen efter mere – don’t you dare take it off the menu!
Pizzaen, der fulgte efter, var solidt håndværk. Ingen dikkedarer, ingen overraskelser som sådan, bare glimrende italiensk stil med tynd, sprød bund og få, men gode råvarer. Og så en bådfuld chili, så vær advaret: er du ikke til seriøs chili action, så er djævlen ikke din ven hos Piccolo. Bestil ekstra vand til.
Meget opløftet, og en mental notits om at vende tilbage snarest muligt, sagde jeg farvel til Piccolo og Århus for denne omgang.
Café Faust
Jeg vendte så tilbage her til aften, og efter at have checket ind nærmest småløb ned til vadestedet for at kræve retten til mit boghjørne i Piccolos hyggelige lokale, mit nye hjem her i byen. Denne gang fandt jeg ingen grund til at prøve døren i bunden af Cab-inn.
Men chok. Piccolo var lukket. Mørke vinduer. Ingen hyggelige lys og smilende tjenere. Øv. Hvad gør man så? Nu må jeg da give den Faustburger en chance, tænkte jeg, og satte kursen på vej mod Faust.
Det første, der slog mig, var at Faust ikke når Piccolo i atmosfære, det er tydeligt allerede fra uden for døren. Ikke at Faust ikke har hygge, men der er bare lidt for højt til loftet, lidt for åbent omkring de lidt for café-agtige borde, og lidt for lidt forståelse for lyssætning.
Til gengæld havde de nogle på papiret lækre bud på kombinationsmenuer, så jeg satte kursen gennem døren og fandt mig et bord i relativ fred, hvor jeg kunne nyde min mad og min bog. Jeg blev budt velkommen af en sød kvindelig tjener, som senere fik følge af en anden sød kvindelig tjener, og minsandten også en engelsktalende mandlig kok fra køkkenet, som bragte hovedretten. Lidt forvirrende, men okay, igen er der tale om meget venlige og servicemindede mennesker her på Faust.
Jeg rettede min kærlighed mod en “tun-tataki” til forret og oksemørbradstournedo til hovedret og tranebærsaft til glasset.
En brødkurv kom hurtigt på bordet, men glimrende hvidt brød i, og en slice smør med noget, der lignede groft sydesalt dryset over. Jeg kastede mig over det med rumlende mave, men umiddelbart efter fik jeg en lille overraskelse i form af en appetizer. En lille fiskefrikadelle med lidt urter og frugt ved; persille, løg, mango, spirer etc. Meget fin lille gestus.
Lidt senere kom så forretten, min tun-tataki, hvilket vel groft sagt svarer til seared sashimi, hvis man kender det fra japanske restauranter. Altså rå tun, som lige er svitset på overfladen. Her kom det som to små skiver, rullet i sorte og hvide sesamfrø, på en puré af lime og ingefær. Langs fisken og puréen lå et lille hegn af nødder, karamelisseret i noget “spicy” stads og garneret med lidt røde spirer.
Superflot anretning, virkelig en fornøjelse for øjet. For munden knap så meget. Jeg er overbevist om, at tunen var lækker. Konsistensen var lige i øjet, og den var perfekt rå i midten mens den var perfekt svitset i kanterne. Til gengæld var de sesamfrø, den var rullet i, ligeledes svitset, og det til det punkt, hvor de var lettere brændt af. Dvs. at de bidrog med let kularoma og bitterstoffer, som igen blev understreget af lime/ingefærpuréen, som enten havde decideret limeblade i sig, eller også havde noget ikke-økologisk limeskal i sig. Det var i hvert fald essensen af det, man fik i munden; skalbitterhed og brændte sesamfrø.
Nødderne, som faktisk var den bedre del af tallerkenen, led under samme skæbne: en lidt for varm pande, lidt for længe. Ikke så meget at sige der.
Jeg satte min lid til hovedretten (i øvrigt en taktik, der ind til videre ikke rigtig har givet pote i min erfaring).
Efter lidt ventetid dukkede den engelsktalende køkkenperson op med hovedretten, og jeg blev instrueret i “not to touch the plate, it’s very hot”. Det kan jeg godt lide at få at vide, for det tyder på at man har tænkt lidt mere over tingene end nogle andre steder, når man serverer mørbrad på en meget varm tallerken.
Igen et fantastisk syn. En ordentlig motherfucker af en tournedo i den ene ende af den rektangulære tallerken, grillstegt, tyk og tung. Overfor, i den anden ende af tallerkenen, to “pommes fondant” (kartofler skåret i murstensfirkanter) og to lange slanke pastinakker, sirligt stablet på en bund af sauce, eller “glace”, af oksen og gulerodspuré.
Jeg skærer lidt i tournedoen, og det første, der slår mig, er at det egentlig ikke lugter så godt. Normalt når man får et stykke grillet oksemørbrad, fyldes lokalet af mundvandsfremkaldende umami i æterform. Her var det lidt mere lugten af lidt for billigt hakket oksekød med lidt for meget fedt i, der ramte næsen. I ved, det der hint af talg i lugten, som oksekød kan have, når det enten er for dårlig kvalitet eller for gammelt.
Så da tournedoen så viser sig at være rå indeni, gør det mig egentlig ikke så meget. Forstå mig ret – jeg har bestemt ingen aversioner mod rødt kød, tværtimod. Problemet er lilla kød, som ikke er nået at blive varmt. Hverken lækkert eller ansvarligt, rent sundhedsmæssigt.
I hvert fald sætter jeg min lid til, at det nye stykke kød, der bliver stegt, måske også er lidt bedre, eller nyere, eller hvad end der var galt med det foregående. Den fuldkomne skuffelse sætte ind, da min tallerken vender tilbage, nu kold, med det samme stykke kød, nu lidt varmere, ved siden af den samme garniture, nu også kold.
Det er sgu at pisse på sine kunder. Der er så mange ting helt galt her, at jeg ikke helt ved, hvor jeg skal starte. Han kunne lige så godt have givet mig fingeren i samme ombæring. Eller spyttet på tallerkenen ved bordet. Det her skal forestille at være en seriøs restaurant. Ét er, at de ikke kan finde ud af at stege et stykke mørbrad (og der har vi så dødssynden igen), noget andet er at de har nosserne til at forsøge at stege det igen, når man sender det ud, og returnere det med kold garniture. Floras kaffebar på Blågårds Plads har mere stil end det. Viser din hakkedreng i burgeren sig ikke at være gennemstegt her, får du en helt ny omgang af alt på tallerkenen.
Syret, at man kunne henvise restauratørerne på Faust til en burgerjoint på Nørrebro for at lære dem noget om både service og håndværk.
Det værste ved det hele var, at jeg var så sulten, at jeg fandt mig i det. Så jeg prøvede at spise mere af bøffen, som nu både var tør yderst og momentvis rå i midten, men den smagte så skidt af dårligt kød, at jeg lod den ligge. Derimod spiste jeg rodfrugterne, som med undtagelse af pastinakkerne også var totalt uden charme, smag og ambition.
En af de søde tjenerinder trak min tranebærsaft fra regningen som et plaster på såret (hvilket syret nok virkede endnu mere provokerende), men needless to say røg der ingen drikkepenge på i aften.
Jeg forlod stedet semideprimeret med en vigtig mental note: jeg sætter aldrig mine fødder på Café eller Restaurant Faust igen.
Enhver amatør i et køkken ved, at man ikke steger et sådant stykke kød over t
Recent Posts
- Creating Missing Keyboard Shortcuts in Applications on Mac OS X
- Get Back /var/log/messages in (K)ubuntu 11.04
- Boosting Windows 7 File Move Performance by Up to 10,000%
- Leaked Screenshot of Windows Server 9 Login Screen, In-UI Annotations new Design Strategy
- Linux Users More Generous than their Paying Mac and Windows Counterparts?
