Restaurantanmeldelse: Cofoco: Tættere på Jensens Bøfhus end på gourmet

Date: 2009.07.19 | Category: Restaurants, Reviews | Tags:

Efter en rædderlig tur på Cofoco i går aftes, har jeg skrevet denne anmeldelse:

Jeg ved ikke, hvad folkene bag Cofoco i sin tid gjorde rigtigt, som scorede dem så gode anmeldelser, men hvad end det var, har de mistet det undervejs eller trukket sig tilbage og overladt geschäften til amatører.

Efter tidligere at være lokket forbi (og blevet svært skuffet over) Scarpetta, Cofocos da seneste skud på stammen af konceptrestauranter, var jeg forbeholden over at skulle besøge Cofoco, men et gavekort på 200 kr. og masser af gode (om end gamle) anmeldelser fik mig alligevel afsted. Stor fejl.

Erklærer man sig som tilhænger af konceptet “Less is More”, og driver en restauration ud fra dette koncept, må man forstå, at mindre kun kan være mere, såfremt det mindre, man får, er af bedre kvalitet. Dvs. man betaler mere for mindre fordi man vil højne madkvaliteten på bekostning af madkvantiteten og til dels også kvaliteten af andre elementer i den samlede restaurantoplevelse. Vi gæster accepterer at skulle sidde ved langbord, vi accepterer sparsommelig og halvuinspireret indretning, vi accepterer reducerede menukort, vi accepterer skemalagte spisetider og vi accepterer langsom og upersonlig betjening, fordi vi derved loves gourmetspise af en kvalitet, der langt overstiger prisen sammenlignet med en egentlig gourmetrestaurant. Restaurationen, derimod, må altså tillades at fejle på alle andre punkter end ét: madkvaliteten.

Så min kæreste og jeg indfandt os spændte kvart over otte på vores henviste pladser ved langbordet (på trods af, i øvrigt, at der var masser af to-, fire-, seks- og ottemandsborde, der var ledige, og skulle vise sig for størstedelens vedkommende at forblive ledige til vi forlod restauranten senere på aftenen). Vi bestemte os hurtigt for cava og gin og tonic til aperitif, risotto til forret, helleflynder til hovedret og kirsebær med chokoladekage og is hhv. jordbær med karamel og mascarponecreme til dessert. Hertil boblevand til kæresten, og dedikeret ølelsker som jeg er, havde jeg valget mellem tre af Gourmetbryggeriets titler: Blanche, Piney eller Bock2. Ingen af dem er særligt gode, Bock2 er alt for heftig, ikke mindst til risotto og fisk (faktisk har jeg svært ved at finde en ret, den passer til, med mindre vi kører et chili-juletema) og Blanche er for vandet til min smag, så valget faldt på Piney. Efter godt ti minutter med tjenere, som hyppigt passerede langbordet med blikket stift rettet fremad, lykkedes det os og vores lige så frustrerede naboer at vifte os frem til en tjeners opmærksomhed, og vi fik bestilt.

Efter yderligere godt ti minutter dukkede drikkevarerne op med følge af et stort, mørkt hjemmebagt brød med smør. Jeg studsede lidt over logikken i at servere samtlige drikkevarer på én gang. En aperitif ligger i sagens natur før måltidet, og en åben flaske boblevand og en åben øl bliver jo hverken mere sprudlende eller mere kold af at blive serveret en halv time før maden. Nå, men skidt – gin og tonic er et hit, som altid har mindet mig om lange flyrejser til eksotiske og spændende steder, så der er jo rigelig grund til at skåle og smile forelsket til hinanden over langbordet.

Men okay. Naturligvis forventer jeg ikke en flaske Bombay, 1½ l. Schweppes Tonic Water og en spand isterninger i en lyserød gaveæske med en stor sløjfe omkring og et kærestebrev vedhæftet, men når man bestiller en gin og tonic til en halvtredser som aperitif, ville det da være rart, hvis der var bare ét helt skud gin i. Men skidt med det, tonic smager udmærket, der er masser af isterninger i til at modarbejde den stigende temperatur i lokalet, og vi venter jo alligevel på risotto, helleflynder og kirsebær, så en kikset gin og tonic efter et lille kvarters ventetid skal da ikke slå ens humør ud.

Det begyndte til gengæld at ske, da risottoen efter en lille halv time dukkede op, og bestemt udstrålede indbegrebet af less-is-more-princippet: en klat risotto, ca. 5-6 cm i diameter, anrettet med lidt krabbekød, agurketern og en kvist dild. Det så godt ud! Jeg rider gerne med på less-is-more-bølgen. Jeg elsker den! Men efter at have sat tænderne i risottoen, og den første oplevelse var, at den hang fast i tænderne, begyndte jeg virkelig at frygte at gin og tonicen var et opskænket varsel om hvad der måtte komme på tallerkenerne senere.

Risen var ikke kogt færdig, og selv om krydringen overordnet var fin, faldt retten yderligere igennem, da smørmængden var kraftigt overdrevet (jo, bestemt, det er tydeligvis smør af overlegen kvalitet, men lidt mådehold har nu aldrig skadet). Krabbekødet var koldt og smagte mistænkeligt af lage. Det bedste ved risottoen var ærgerligt nok agurketernene og dildkvisten på toppen. Jeg fik flashback til Hell’s Kitchen, og så for mig en edderspændt Gordon Ramsay, som kaster en varm pande med risotto efter en angst udseende kok-wanna-be-køkkenchef og råber “IT’S RAW YOU IDIOT! RAAAWW!!!”, og jeg kan kun undre mig over hvilken type køkkenchef, der tillader en så mislykket risotto at forlade køkkenet. Det faldt mig naturligt umiddelbart at sende tallerkenen retur, men jeg kunne simpelthen ikke overskue en gentagelse af ventetiden på endnu en klat risotto i appetizer-størrelse, og satte i stedet min lid til at det blot var endnu en svipser, og at helleflynderen nok skulle redde aftenen. På dette tidspunkt var kæresten og jeg virkelig glade for, at betjeningen ikke havde fjernet det glimrende appetizer-brød – tydeligvis med samme dejlige smør, som kokkene var lidt for rundhåndede med i risottoen. Indtil videre var brødet det bedste, der var stillet på bordet.

Den næste halve time gik med at vente og svede i den kontinuerligt stigende temperatur, og prøve at holde en samtale kørende ved vores lungers fulde kraft for at kunne trænge igennem lydtrykket fra resten af bordet, specielt fyrene til min højre side, som tydeligvis skulle i byen efterfølgende, og for hvem det da senere også lykkedes at vælte en flaske rødvin ud over bordet og dermed skabe den perfekte afslutning på en romantisk aften. Det skal pointeres, at det ikke er fordi bordet er specielt bredt at man er nødsaget til at sidde og næsten-råbe til hinanden. Det er ganske enkelt den naturlige følge af at sætte folk skulder mod skulder, 20-25 stk. på hver sin side af et langbord for at maksimere profitten. Har du været på Heidis Bierstube? Så har du en idé om hvordan det er på Cofoco – her er der bare varmere.

Jeg var i forvejen lidt skeptisk over for langbordskonceptet. Klart – som vi har læst, kan det formuleres, at “Her kan man, ligesom mange steder i udlandet, sidde og spise side om side med andre gæster,” men selv da siger man egentlig ikke noget positivt om det. Det, jeg oprindeligt var betænksom overfor, var den reducerede intimsfære, når man nu var ude på romantisk ærinde med sin hjertenskær, men jeg havde ikke drømt om at skulle ende med hovedpine og halvklaustrofobi, fordi man følte at der netop var dumpet en komplet Crazy Daisy fra provinsen ned omkring en. Det eneste, der manglede i det billede, var et repetitivt beat, fri bar og nogle glowsticks. Jeg selv passede på dette tidspunkt også glimrende ind i scenariet med mine bare arme efter at have strippet ind til undertrøjen for at reducere svedplamagerne til under livet, hvor mine jeans føltes som et rigtig dårligt valg til en aften på Cofoco. Vi jokede lidt med at vi skulle huske svømmevinger og badebold til næste besøg, så i det mindste var humøret stadig højt.

Nå, men langt om længe dukkede hovedretten op, vel i tide til at øllet nu var perfekt dovent og lunkent. Men retten så godt ud! Et generøst stort grillet stykke hvid helleflynder, lagt på en bund af ærter og bønner, med nogle enkelte skiver små nye kartofler, altsammen i et lille hav af “fumét”. Dette “fumét” var jeg egentlig ikke klar over hvad var, men da tallerkenen kom forbi min næse, tænke jeg umiddelbart “smørsauce”, og det lignede det da også. Det smagte sådan set også af smør. Smør og fiskefond. Men mest smør. Meget smør. Okay, fint nok, nu havde vi efterhånden forstået, at de var glade for deres smør i køkkenet, men det var igen lidt ærgerligt med doseringen. Her gik det primært ud over ærterne og bønnerne, som så fantastisk lækre ud og var veltilberedte, men sølet til i smør så man ikke kunne smage dem. Selv kartoflerne led under mængden, omend ikke så voldsomt som med grøntsagerne.

Hvor filmen virkelig knækkede var ved fisken. Den var tør, og efterlod én i et forsøg på at tilføre væde ved hjælp af smørsøen. En svær opgave, som umuligt kan ende godt, endsige delikat. “Tør” opsummerer egentlig bedriften i ét ord, og der er ikke så meget mere at sige end det. Når man serverer en ret hvis hovedingrediens – med en andel på over 90% af den samlede volumen – er et enkelt stykke grillet fisk, ja så er retten ganske enkelt mislykket og hører hjemme i skraldespanden hvis ikke dette stykke kød er stegt ordentligt. Det mest triste var, at vi begge to indtil videre kunne have præsteret bedre resultater i vores køkkener derhjemme. Det næstmest triste var, at køkkenchefen tydeligvis igen havde været på tønden eller ude i baglokalet med en flaske rødvin da retterne forlod køkkenet. For hvilken køkkenchef, der sammensætter et konceptmenukort med tre gange tre retter serveret i skemalagte bølger, vil kunne forsvare, at man ikke kan gennemkoge ris eller få fisken af grillen inden den bliver tør? Ikke en køkkenchef med respekt for sig selv eller sine kunder, det er i hvert fald sikkert. Teknisk set et lavt ambitionsniveau, i praksis jammerligt eksekveret.

På det her tidspunkt vil vi egentlig gerne bare ud. Ud at få noget luft, ud at få noget ro, ud at få noget tid til hinanden, ud at få en Panodil. Dog skal desserten vise sig at være et mindre plaster på såret, på trods af at vi igen må vente en 15-20 minutter på den. I den periode når en af tjenerne at spørge om vi har lyst til noget ost inden desserten, men min kæreste er klog nok til at takke nej. Ja, jeg ville da gerne have svaret hende selv – problemet var bare, at jeg ikke kunne høre et ord af hvad hun sagde, eftersom hun stod på den anden side af bordet.

Desserten, jeg fik, var to kirsebær, lidt creme baseret på reduceret kirsebærsaft, en klat is med nogle citrusagtige krokantstykker drysset over og et lille stykke chokoladekage. Meget less-is-more-agtigt (som en god dessert skal være), og ganske lækkert. Kirsebærrene var modne og søde, chokoladekagen var god, og isen smagte hjemmelavet og var meget lækker, ikke mindst pga. krokantstykkerne. Kirsebærreduktionen var en anelse klæg og lidt for sød, og passede egentlig ikke så godt ind i resten af tallerkenen, men næstefter brødet var denne ret klart den bedste.

Regningen lød på 770 kr., selv i anden omgang, efter vi havde påpeget, at vi ikke havde fået to, men ét glas cava. Det ville være nemt at sige at ift. kvaliteten skulle der skæres i hvert fald 400 kr. af det beløb førend det stemte overens med det leverede. Problemet er bare, at en mislykket ret er en mislykket ret uanset pris, på hvilken hver en skilling er spildt, og med undtagelse af desserten var intet lykkedes for Cofoco. Tilsæt dertil en absolut horribel atmosfære med lange ventetider og hovedpine og vådt undertøj til følge, og man føler sig holdt seriøst for nar.

Jeg er personligt færdig med alt, der hedder Cofoco, og vil anbefale alle, jeg kender, ikke at besøge deres restauranter. Jeg lader mig til gengæld fortælle at deres catering skulle være glimrende, men har dog ikke selv smagt maden derfra.

En lille tilføjelse, nu da jeg har lagt anmeldelsen på min egen blog, og min upartiskhed derfor ikke kan betvivles: Jeg kan forstå, at Madklubben er startet af nogle “udbrydere” fra Cofoco, og jeg kunne godt tænke mig lige på falderebet at sige, at alt, der fejler hos Cofoco i eksekveringen af et på papiret velfungerende koncept, lykkes med bravour hos Madklubben. Mit besøg der ligger lidt langt tilbage i hukommelsesarkivet, men jeg husker bl.a. at jeg fik det lækreste svin, jeg husker nogensinde at have fået, at atmosfæren var helt på toppen, at der var superlækker mikrobryggerishvedeøl, og at brødet alene var grund nok til at komme igen. Så måske det, der lykkedes hos Cofoco i sin tid, skyldtes dem, som pakkede kufferten og startede Madklubben?