En civiliseret nation af soede koreanere

Date: 2007.08.29 | Category: South Korea 2007, Travels | Tags:

Hvad betegner et moderne land? Digitalt tv, der goer at man ser folk, der sidder og ser live-tv paa smaa skaerme i metroen, og man selv kan se lige saa live-tv i busserne? Er det de mange gode muligheder for at komme paa nettet, eller KTX-toge der hvert 20. minut og skaerer sig gennem landet med 265 i timen? Er det de smaa kaffeautomater, der er overalt, selv i den mindste fiskerby, der paa faa sekunder fremtryller smaa kopper kaffe til den helt rette pris paa knap 2 kroner? Nej, det er toiletstandarden! Overalt finder man paene og altid rene toiletter. Om man saa render rundt paa et bjerg paa en oe, saa kan man stadig vaere sikker paa at finde et rent toilet. Selv templerne, der som regel ligger ude i en skov hoejt oppe paa et bjerg, har i dag fine og rene toiletter, og man kan ikke bevaege sig ned i metroen uden at komme forbi et toilet. Det mest ekstreme var dog paa Jeju, hvor vi fulgte et toiletskilt i hovedbyen Jeju-do og endte paa politistationen, der syntes helt indforstaaede med, at deres toilet skulle udlaanes til traengende turister. Koreanerne har stadig de gamle sidde paa-hug toiletter nogle steder, men dog i en mere avanceret og ren version, der fungerer noget bedre, kan jeg afsloere. Men de fleste steder har de taget de vestlige toiletter til sig. For koreanerne er pragmatiske mennesker, der godt kan se, at vestlige toiletter er mere behagelige, og hvorfor haenge fast i noget, der er daerligere, naar nu man kan faa noget, der er bedre. Toiletter virker maaske som en maerkelig ting at hive frem, men det siger meget om landet, at det har en bedre toiletstandard og daekning end hele sydeuropa tilsammen og norden med for den sags skyld.Men selvom Korea paa nogle maader virker meget laengere fremme i skoene end i Danmark, kan man ogsaa opleve gadesaelgere, der typisk er lidt aeldre koreanske kvinder, der med en taburat, et par plastikkurve og et taeppe saelger frugt praecis, som man ser det i andre asiatiske lande. De mere avancerede frugtsaelger har dog som regel en ladvogn til frugten og en hoejtaler med tilhoerende baand, der messer budskabet om frisk frugt igen og igen. Men det mest slaaende ved saelgerne og isaer damerne er, at de ofte sidde under kaempe store fladskaerme – koreanerne har mange udendoers fladskaerme haengende paa deres mange hoejhuse, der viser reklamer og vejrudsigter doegnet rundt – Eller lige uden for en af koreanernes pendanter til Seven Eleven, der er moderne stroemlignende butikker, der dog udover det saedvanlige seven-eleven sortiment ogsaa saelger toerret blaeksprutter i flere varianter og deslige samt alle har mikroovn, varmt vand samt ikke mindst borde og stole, saa man kan sidde og nyde sin dagsfriske gimbap-trekant (En trekant af ris med fyld i midten og omviklet af saltet tang) eller lynnudler.

Koreanerne har ogsaa bevaret en stor del af deres egen kultur i den ellers vestligficirede dagligdag. For eksempel har stort set alle restauranter i dag baade en afdeling med almindelige borde og stole, og saa en afdeling, hvor man sidder ondol style. Det vil sige paa puder paa et lidt bloedere gulv ved et meget lavt bord. Praecis som man kender det fra Japanske restauranter eller fra en sushi-servering hos Daniel. Mange bor ogsaa stadig ondol-style, og selv paa helt nybyggede moteller kan man komme ud for, at det er den eneste slags vaerelser de har. Det oplevede vi paa Ulleng-do, hvor vi for foerste gang boede ondol-style- eller rettere naesten ondol-style. For ude paa gangen fandt vi en madras, som vi tillod os at nappe, fordi vi taeknte, at det her med at sove ondol-style loed som en lidt haard oplevelse. Men koreanerne sover ikke paa et haardt gulv. De sover paa et let haevet bloedt opvarmet gulv, hvor man i ovrigt aldrig bruger sko. Efterhaanden opdagede vi, at gulvet var utrolig behageligt at sidde og opholde sig paa. Faktisk var gulvet temmelig meget bloedere end den traehaarde madras, vi havde slaebt ind paa vores vaerelse.

Men de mange fine toiletter og den anderledes husindretning er selvfoelgelig ikke det, der skaber en god rejseoplevelse. Den allervigtigste ingrediens er befolkningen, og her er koreanerne i saerklasse. De er utrolig varme, hjaelpsomme og humoristiske. Faktisk kan man naesten ikke kommunikere med en koreaner uden at faa et stort smil med paa vejen, og hvis der opstaar sprogproblemer, hvilket der ofte goer, saa griner man ogsaa lidt af det. For mens kineserne bliver forlegne og sammebidte eller som overfor mig deciderede fornaermede, naar de opdager, at de ikke kan snakke med en, saa griner koreanerne i stedet, og saa proever de at forstaa, hvad det er man vil, en gang til med det resultat, at det meget ofte lykkedes at faa kommunikeret med fagter og deslige. Hvis de ser noget sjovt, saa griner de rask vaek ogsaa af det. Som for eksempel af Daniels piercing, som mange aeldre koreanske kvinder har faaet sig et godt grin ud af. Dem, der kan forstaa dem, holder ogsaa meget af Daniels jokes herovre. I det hele tager virker sydkoreanerne som varme og udadvendte mennesker. Samme hjaelpsomhed og udadvendthed oplever man ogsaa koreanerne imellem, og jeg som jo ligner en koreaner til forveksling, er ofte blevet kontaktet af diverse koreanerne, der lige havde en venlig eller munter bemaerkning at dele med mig. Til gengaeld har de temperament, og der kan sagtens opstaa baade raaberi og skaenderi. Jeg har set dem beskrevet som Asiens version af sydeuropaerne, og det er til en vis grad rigtigt, men koreanerne er meget mere afdaemperede, betaenksomme og har slet ikke de store armbevaegelser, der nogle gange kan faa en til at mene, at de der sydeuropaerere er lidt for meget.

Prisen for at vaere de mest hjaelpsomme faar koreanerne for at hjaelpe fuldstaendig uopfordret. Som da vi paa Ullengdo sad og hvilede ud efter at have gaaet ud til fyret, og et par, som havde passeret os paa vej derud, vendte sig lige om og fortalte, at hvis vi gik videre af den samme vej, ville vi komme til et udsigtpunkt med meget fin udsigt. Jeg oplevede noget lignende, da jeg havde forvildet mig om bord paa en lokal bus ogsaa paa Ullengdo for at se udsigten, og helt uopfordret kaldte chauffoeren mig hen til sig, og viste mig, hvor jeg var, og udpegede de ting, jeg som turist kunne foretage mig i den paagaeldende by. Naesten hver dag har man lignende oplevelser, hvor koreanerne af sig selv ser en maede, de kan hjaelpe en paa og goer det, naermest foer man selv har taenkt, at hjaelp vil vaere rart. Og saa er det befriende, at der med meget faa undtagelser ikke er nogen, der har proevet at hustle en herovre. Koreanerne er igen med meget faa undtagelser usaedvanlig aerlige mennesker. Der er stort set intet af den slags hustleri, som man oplever i andre asiatiske lande. Maaske fordi de modsat mange andre asiatiske folk har raad til at vaere det. Her lyser Daniel ikke af at vaere en rig vesterlaending, men kun af at vaere vesterlaending. For den koreanske turist lige ved siden af ham kunne meget vel taenkes at vaere meget rigere.

Sidst skal ogsaa naevnes den vanvittige flotte natur, som Korea er begavet med. 80 procent af landets areal er daekket af bjerge, og da landet er en halvoe, er der sjaeldent langt til havet, og hvor der er flyder floder paa kryds og tvaers af landet. Det kan man kan opleve paa en helt almindelige intercity busrejse – koreanernes intercitybusser har selvfoelgelig masser af benplads og aircon – hvor man koerer gennem det ene flotte tableau med de gronne bjerge i baggrunde, de lysegroenne rismarker i forgrunden og de traditionelle koreanske hustage hist og her, som dog for en dels vedkommende er helt lysende lyseblaa. Der har ogsaa vaeret udvikling i Korea. Ofte slynger der sig ogsaa lige en flod gennem landskabet og giver det sidste pift. Men den del af Korea vil jeg ikke goere mere ud af. Det klarer Daniels mange billeder meget bedre.

Marlene