-
Zombien nedkæmpet under en himmel så blå
Okay, okay, så skal der da også skrives noget sødt af den gnavne Daniel efter den forrige spand galde. Måske handlede det bare om at komme ud af Daegu, ja ud af storbyer i det hele taget, og finde blå, blå himmel og velsaltet haute cuisine mellem palmeblade, blæksprutter og lavasten.
De to forgangne uger har ført os på to ørejser. Først til vulkanøen Jeju, som er koreanernes eget foretrukne turistmål. Klimaet er subtropisk som det eneste sted i Korea, så vi ankom til strandpromenader med palmer og en temperatur vel i trediverne, men med knastør luft, som blev serveret kontinuerligt fra et sted ude i horisonten hvor himmel og hav mødtes. Hotellet, vi indlogerede os på, bød på udsigt over vandet, og hver dag vågnede vi til sol, blå bølger og frisk havluft fra vores niendesalsvindue. Godt nok var øen en gigantisk turistfælde, men der var ingen skyskrabere, vejret var vidunderligt, grænsende til terapeutisk, og tempoet var præcis som vi selv havde lyst til. Og hallo, mester – maden var god! Endelig køkkener, som kendte forskel på sukker og salt, og som kunne finde ud af at bruge saltet! Hen mod slutningen af turen, da vi spankulerede rundt langs kysten efter at have besøgt Haenyeo-museet (om kvindelige fiskerdykkere) og ledte efter krabber og andre sjove dyr mellem lavastenene på stranden, blev vi enige om at tage på endnu en ø, Ulleungdo, efter vi havde været tilbage i Daegu for vores næste møde med Marlenes søde søstre (som hun vil skrive om).
Og hvad sker der så? Jo, efter den ubehageligt varme og fugtige Daegu ankommer vi endnu engang til fantastisk vejr på denne lille flække af en vulkanø – kun 10.000 mennesker kan kalde sig indbyggere der. Læg dertil ca. det samme antal turister, så begynder det at ligne noget.
Den ø og de dage, vi havde der, kunne retfærdiggøre hele turen til Korea i sig selv. Skulle nogen af jer andre overveje at tage til Korea, så må I ikke snyde jer selv for denne lille paradisperle af en ø. Terrænet er helt fucked – der er kun ét sted på øen, der er plant, og her dyrkes græskar til slik – noget, de er kendt for i hele Korea. Hertil kommer en helt afsindig glæde for blæksprutter. Eller rettere sagt cuttlefish, men jeg er ikke helt sikker på hvad sådan en krabat hedder på dansk. I hvert fald ligner den mere en blæksprutte end noget andet. Disse blæksprutter er de så også kendt for i hele Korea. De tørrer i solen overalt man går. Koreanerne elsker disse tørrede blæksprutter, og efter sigende er der ingen, der kan lave dem så delikate som på Ulleungdo. Bestiller du en fiske- eller skaldyrsret på Ulleungdo, kan du være helt hundrede på at finde en arm eller to med sugekopper på, og hvad der ellers findes af traditionelle kødretter i Korea, findes garanteret også her i en blækspruttevariant.
Nu er jeg jo nok ikke lige den store fan af blæksprutter – eller jo, de er ret sjove på Discovery, men ikke på tallerkenen. Lidt seje og ret meget uden smag, og så kunne man jo lige så godt spise rigtig fisk, ikke? Men når man nu kommer til en ø befolket af blækspruttefanatikere, begynder det at blive lidt sjovt. Og når nu disse fanatikere lige har bestemt sig for at afholde den årlige Cuttlefish Festival i de dage, vi tilfældigvis stikker hovedet ind, ja så bliver det jo egentlig ret komisk. Og når vi så først får fornøjelsen af at se dem afholde blæksprutterensningskonkurrence på tid, og dernæst bliver lokket til at deltage i blækspruttetilberedningskonkurrencen, ja okay – så er det fandme sjovt! Vi vandt endda en “Special Prize” – en præmie, der ligeså godt kunne have heddet “Odd Balls Out Prize” – og vi blev interviewet til landsdækkende koreansk tv, som bliver sendt næste mandag på KBS2. Grineren!
Hernæst tog vi sammen med de to vindere, som stod ved siden af os, og som var rigtig søde (Go og Choi), ud på en blækspruttefiskerbåd, inklusive kameramand og den mest retarderede kvindelige kameravært, jeg længe har set. Tag en trediveårigs småtykke krop, put en trettenårig poptøs’ hjerne ind i den og krydr med en lille drengs glæde ved at torturere insekter (hvilket i dette tilfælde udmøntede sig i en trang til at kaste sig over nyfangne, levende blæksprutter, og mase dem til de døde og blækket sprøjtede ud af dem, altsammen under højlydt fnisen) – absurd og lettere skræmmende. Men oplevelsen var fed – de fisker med megastærke lys, som lokker sprutterne op til deres fiskesnører, som føres op og ned af store trisser. To mand er nok, den ene kan tage en skraber mens den anden holder vagt, og sådan kan de få en nat til at gå.
Men okay, selv om fisketur og festival nok var de sjoveste indslag på turen, så var det smukkeste og bedste så absolut den første dags hike. Vi begyndte på hvad vi troede var en mindre vandretur langs en rigtig cool turistrute. 90-graders-klippevægge, med en cementeret sti langs vandet, ræling, broer, hele pivtøjet, perfekt for vores begges medbragte klipklapper. Men okay, ca. halvvejs på ruten, som skulle føre os fra Dodong-landsbyen til Jeodong-landsbyen, lå et lille fyrtårn på spidsen af en pynt, eller hvad den slags små dingenoter, der stikker ud fra en ø, nu hedder. Det sidste stykke hertil var godt nok en anelse rustikt. Lidt mindre cement og trapper, lidt mere jord og lidt flere brændenælder – faktisk måtte vi krydse en udtørret strøm via nogle gamle planker.
Nå, men den slags tager et par klipklapturister jo ikke som et dårligt varsel. Fyrtårnet var jo fantastisk, udsigten vidunderlig, og så kan resten af turen vel kun være det samme, ikke sandt? Nej. Og her skal lige siges, at selv om det kan være nok så nemt at gå op ad en stejl 15 centimeter bred jordsti i klipklapper, så begynder det at blive noget mere vanskeligt, når det pludselig går nedad. Og det hjælper ikke på hjertekardiogrammet, at man er adskillige hundrede meter oppe, at der på den anden side af stien er en afgrund ned langs klipperne, og at ens kæreste konstant glider og ryger på røven bag en. Hvor sjovt det end er at mindes nu, så var der faktisk tidspunkter hvor jeg frygtede for vores liv. Problemet var at vi var gået op ad lige så stejle skråninger som vi gik ned ad, så der var ingen sikkerhed i at vende om, og ruten var tydeligvis yderst sjældent brugt, så hvis vi skulle styrte var der ingen umiddelbar hjælp på vej. Men vi klarede det, og udsigterne undervejs var blandt de smukkeste, jeg nogensinde har oplevet. Og så skader det jo heller ikke, at man har kæmpet for det
Jeg vil til at slutte indlægget af, men vil til sidst bare lige sende fingerkys til vores favoritmadmor på øen, som mere end nogen anden hjalp til at få zombien fra forrige indlæg lagt i sin endelige grav, og skubbede mig hen hvor jeg er nu, dvs. hvor jeg seriøst kommer til at savne koreansk mad når jeg kommer hjem. Hun lavede verdens bedste bibimbap med vilde grøntsager, en genial prime beef bulgogi og en suveræn gang steamed rice med muslinger. Smid den bedste sanjaetang fra Jeodong oveni, og så er der simpelthen ingen grund til ikke at komme forbi Ulleungdo tilbage.
Nyd billederne. De er de sidste med mit gamle objektiv
|