-
Vi har allesammen briller og overstraekker vores albuer
Det er maerkeligt efter at have vaeret vant til at vaere meget unik at moede tre mennesker og endda piger, der stammer fra den samme genmasse. Men det var ogsaa utrolig dejligt, og jeg kan indtil videre med sikkerhed sige, at jeg deler temperemant og humor med dem. Alle er ganske afslappede og jordbundne, men med grinet boblende lige under overfladen. Foerste moede var igen meget maerkeligt, for selvom vi deler gener, saa har jeg jo aldrig moedt dem foer, og de havde det vist paa samme maade. Jeg blev saa paf, at jeg gav haand til dem, men takket vaere tolkens opfordring fik de ogsaa et knus bagefter. De to yngste virkede ogsaa lidt paf over hele situationen, hvilket ikke er saa maerkeligt, da de foerst havde faaet besked om min eksistens og hele historien bag, aftenen forinden. Hvem ville ikke vaere chokeret over at faa af vide, at de har en lillesoester, som de aldrig har hoert om, og at de i ovrigt skal moede hende dagen efter klokken 11! Daniel har siden fortalt mig, at de to yngste begge fik taarer i oejnene, og at den yngste endda maatte gaa lidt vaek for at faa styr paa taarer. Min midterste soester fortalte mig ogsaa, at hun ikke kunne forstaa foraeldrene, men havde valgt foerst og fremmest at bebrejde farmoderen. Hun virkede en smule tynget i starten, men blev gradvis mere naervaerende.
Her er vi saa alle fire. Fra venstre min aeldste soester Yun Jung paa 35, den midterste Jin Eun paa 32 og min yngste soester Jin Hey paa 30. Jeg synes, de holder sig ret godt allesammen.
Tolken ved navn Jung Jee, som er en ungdommelig og temmelig velhavende hausfrau paa 41 med to drenge paa 15 og 16 aar, var saa soed at koere os ud til den bjergpark, der var maalet for udflugten. Allerede paa bagsaedet, hvor vi alle fire godt kunne vaere, gik kommunikationen faktisk ganske ok. Vores faelles foraeldre havde sagt, at ingen af soestrene kunne engelsk, men det viste sig at vaere en mindre underdrivelse. Min naestaeldste, kan faktisk ret meget, mens min yngste er ikke saa staerk i ordstilling og den slags, men kan rigtig mange ord. Saa med fagter og den slags gik det fint. Vi naede hurtigt frem til, at vi alle brugte briller, og vi opdagede ogsaa, at vi allesammen overstraekker vores albuer, fordi vi aabenbart er en smule hypermobile. De ligner mig ikke meget, men de har alle noget, som jeg kan genkende. Min yngste og jeg har samme profil, mens den aeldste og jeg deler mange ansigtstraek. Naar Daniel vil det, saa kommer der ogsaa billeder til de her indlaeg, saa I selv kan se. Men i foerste omgang vil jeg lige introducere dem.
Den aelste hedder Yun Jung, og er hende der ligner mig mest i ansigtet. Til gengaeld er hun baede hoejere og tyndere. Hun virker utrolig mild og soed, men ogsaa lidt forsigtig. Her ligner vi vist ogsaa hinanden. Hun er uddannet paedagog og arbejder i en boernehave.
Den naestaeldste Yin Eun er ogsaa lidt mindre af figur end mig. Hun virker selvsikker og initiativrig. Hun var den, der paatog sig at laere sin lillesoester at holde ordentlig paa chopsticksene og belaere mig om, at det altsaa ikke er saerlig sundt for os at spise nudler om morgenen. Med andre ord tror jeg, at hun slaegter min biologiske mor mere paa end os andre. Hun smiler en smule mindre end de andre to, og virker mere taenksom. Hun er pt. ph.d-studerende i molekylaer biologi.
Min yngste er sjovt nok den fysisk stoerste af os alle sammen. Hun er en meget livlig og joker hele tiden. Ogsaa med sin stoerrelse, saa selvironi har hun ogsaa. Hun er en aegte lillesoester, der virker mere ubekymret end de andre. Som hun selv siger, saa har hun kun studeret haardt to aar, hvoraf det ene var for at skaffe sig en af de meget attraktive stillinger i staten i skarp konkurrence med andre.
De tre bor i ovrigt sammen i et hus her i Daegu. Efter sigende var det foraeldrene, der flyttede hjemmefra, da pigerne var rimelig gamle, og de er saa bare blevet boende sammen. Kaerester er der ikke meget, der tyder paa, at de har, men efter hvad vi laerer om forholdet mellem og kvinder, er det vist endnu et tegn paa deres intelligens.
Samtidig tror jeg ogsaa, at de har nok at goere med at passe deres job, og ingen af pigerne virkede heller ikke saerlig optaget af toej og i at goere sig laekre modsat de piger, vi ser paa gaderne hernede, der er meget fine. For eksempel moedte de modsat vores guide, der var troppet op i syv centimeter hoeje stiletter, op i gummisko til dagens tur. Med andre ord, er de meget pragmatiske og afslappede.
Hele familien og tolken Jung Jee (tv.) paa gaatur i bjergene. Bemaerk det praktiske fodtoej, som soestrene har fundet frem modsat tolken.
Efter gaaturen i bjergene, som mine soestre fandt meget haard – de bryder sig modsat mig ikke om at gaa op ad bjerge, hvilket er ironisk, da bjerge daekker 70 procent af landets areal – tog vi hen til en restaurant, hvor de gav et rigtig stort og flot maaltid. Der blev ikke sparet paa noget, og det var faktisk ogsaa noget af det bedste koeranske mad, som jeg har faaet hernede. Til gengaeld maa den alt for store pengegave, som de gav mig senere vaere taget fra en opsparing af en art. Pengegaver er meget almindelige her i Korea, og de gav mig en konvolut med 350.00 won, hvilket svarer til 2.000 kroner. Selve beloebet talte jeg foerst op efter afskeden, og det er jeg glad for, da jeg aldrig havde taget imod pengene, hvis jeg havde vidst, hvor stort beloebet var. Det gjorde jeg heldigvis ikke, for det ville have saaret dem meget, hvis jeg havde afslaaet at modtage gaven. Men det foeles maerkeligt at tage imod saa mange penge fra dem. Mine soestre har det vist ok oekonomisk, men det virker ikke som om, at de har raad til saerlig meget luksus. Saa en gave af den stoerrelsesorden kan vel kun betegnes som et eftertrykkeligt velkommen i familien. Men jeg har det nu ogsaa lidt skidt med det, for jeg tror faktisk, at jeg er mere velhavende end de er. Men jeg har nu besluttet at bruge pengene paa et kursus i koreansk eller lignende.
I det hele taget var de overordentlig gavmilde hele dagen. Da jeg ytrede oenske om at koebe en ordbog, besluttede de sig straks for at tage med ind til byen og finde en, og oven i det insisterede min yngste soester paa at betale for den. Jeg havde ogsaa sagt, at jeg var glad for groen the, saa naeste stop var et koreansk thehus, hvor der blev serveret the paa traditionel koreansk vis i smaa skaale, og ejerne kom selv forbi bordet for at tempere vandet og brygge theen, saa den trak praecis de sekunder, den skulle. Tolken havde forladt os her, men kommunikationen gik faktisk ganske udemaerket paa trods. Vi fandt blandt andet ud af, at min aeldste soester heller ikke kan drikke saerlig store maengder alkohol uden at blive meget roed overalt og foer eller siden kaste op. De andre to kan vist tage lidt mere.
Paa aegte koreansk thehus, hvor stemningen fortsat var god. Heller ikke denne gang fik Daniel lov til at komme med paa et billede.
Paa thehuset blev klokken efterhaanden halv syv, og de var noedt til at tage hjem. Jeg var ogsaa ved at vaere meget oer i hovedet, men ogsaa meget glad og helt varm indvendig over, hvor meget de havde gjort for, at jeg skulle foele mig som en del af deres familie, og over at de havde sat hele dagen af til mig. Jeg foelte ogsaa, at vi havde laert hinanden lidt at kende i loebet af dagen, og glaeder mig nu til paa soendag, hvor Daniel og jeg har inviteret dem paa middag. Nu skal jeg vist til at stoppe det her indlaeg, der vist allerede er blevet lige langt nok. Men I slipper helt sikkert ikke for at hoere mere om mine tre nye fantastisk dejlige soestre.
Marlene
|