-
Kys fra Korea
Et K.I.S.S. fra immigrationsmyndighederne
Ah – Korea, Korea… Marlenes biologisk ophav, næstrigeste økonomi i Asien, storproducenter af gysere og andre gode film, morgendagens gadgets – alle glimrende grunde til at komme på besøg. Som turist bliver man budt velkommen med budskabet om at landet har ventet på én i 5.000 år, samt et “kys” fra immigrationsmyndighederne. Og med lidt Chinglish på muren – eller i dette tilfælde vel snarere Koringlish – er man da i hvert fald ikke i tvivl om at man er i Asien. Efterhånden føles det på en måde lidt som at komme hjem – det er jo her, jeg har lagt mine ferier, sammenlagt tre måneder, de sidste par år.
Koringlish in Full Effect
Med limousinebussen fra lufthavnen til Sofitel Ambassador fik vi lidt over en time gennem byen. Byggetempoet er – som i alle andre boomende storbyer i Asien – heftigt, men sammenlignet med f.eks. Beijing har de her droppet bambusstilladserne til fordel for godt gammeldags stål. Klasseskel og forskelle i indkomstniveauer her i demokratisk Seoul synes heller ikke nær så ekstreme som andre steder i Asien. De rige steder virker knap så rige, og de fattige knap så fattige. Vi har endnu ikke mødt hverken tiggere eller superstylede og snobbede overklassetyper.
Byggetempoet er som man efterhånden forventer det fra Asiens storbyer
Indtil videre må jeg ærligt indrømme, at det meste, vi ellers har set til byen, er metroen og hvad, der på overfladen befinder sig inden for en radius af ca. 1000 m. fra nærmeste metrostation. Vores skema har allerede været ganske tilrettelagt – der er masser af mingling og fællesaktiviteter, der kræver vores fulde opmærksomhed. Vi ankom til Sofitel søndag lidt før seks efter den lange luksusbustur i store, bløde sæder (American Style Hyper-Obesity Sized), hvor jetlaggets søvnkrav lokkede Marlene til periodisk at krølle sammen og folde sig ud igen i voldsomme spjæt. I samme øjeblik, vi trak ind foran lobbyen, ankom en større mængde bekendte fra Koreaklubben, som netop var blevet fragtet fra udenbys tempeltur og sommerskole, og som nu også skulle tjekke ind på Sofitel. Vores oprindelige planer om at tage en chiller, gå ud at finde noget lokalmad og kravle tidligt under dynerne, så vi kunne få løftet jetlaggets tunge åg fra skuldrene, blev da erstattet med afskedsfestivitas for en pige fra sommerskolen ved navn Line. Hende kendte vi godt nok ikke, men udsigten til selskab, mad og bartur så jo temmeligt godt ud, så vi rykkede med.
Maj, Klaus & Marlene i Seouls ekstremt velfungerende metro.
Jeg kan med glæde rapportere, at min medbragte ængstelse for kvaliteten af det koreanske køkken, oparbejdet gennem en række onsdagsmiddage hos Koreaklubbens madmutter, som serverer kedelige, flade og svagtsmagende retter på plasticservice, blev gennet op mod muren og ordnet ved nakkeskud efter mindre end tre timer i landet. Allerede ved første aftens middagsselskab imponerede køkkenet med sjove skikke og fede traditioner, samt en genialt udformet “madpyramide” med ris i toppen, kød i midten og grønt, rodfrugter, svampe, chili og Soju (det koreanske svar på Sake, her en hedvin på ca. 20%, brygget på ris med en let sødlig, frisk smag – glem den kinesiske karklud på 60%) i bunden. Det er stærkt, det er frisk, det er protein- og vitaminrigt, det er socialt, det mætter – og med jævnlige udbrud af “gambei!” og efterfølgende fællestømning af shotglas bliver man også lettere fjollet. Perfekt!
Ann, Maria, Christian m.fl. går til fadet.
Exit restaurant og på udkig efter en bar.
Den fotografitapetserede nedgang til Ho Bar IV.
Et par kolde Cass på Ho Bar inden vi bukkede under for vores jetlag.
Theen har slet ikke samme betydning her som andre steder i Asien. I restauranter får man i stedet masser af koldt vand, og nogle steder lader til slet ikke at servere andre drikkevarer. Ligeledes er kaffe og mælkeprodukter (det førende mærke er “Danish Milk” – hvorvidt det er dansk ved jeg ikke, da resten af skriften på kartonerne står med hieroglyffer) tilsyneladende standardelementer i den koreanske dagligdag. Jeg håbede egentlig, at mit misbrug på mindst to liter kaffe om dagen skulle nedtrappes på denne tur, men det lader til at blive svært, eftersom der overalt findes lokkende kaffebarer, som serverer lækre og velsmagende kaffespecialiteter.
Mandagskaffe på den lokale “The Espresso”, som brygger fantastisk kaffe.
Koreanerne er efter sigende rimeligt langt foran hvad angår teknologi, og selv om vi stadig mangler at finde teknologimekkaet over alle mekkaer, som bl.a. fremviser spejle til garderobeskabe, som kan “tegne” tøj fra dit klædeskab på din krop, så du hurtigere kan finde det rette sæt til dagen, har vi da oplevet et par cool ting. F.eks. transport-plasticpenge, som man kan bruge i metro og busser. Man tanker penge på kortet, og kan derefter glemme alt om zoner osv. Taksterne er bestemt efter hvor langt man rejser – meget mere præcist end det zonebegreb, vi kender hjemmefra. Når du stiger ind i en bus eller træder igennem bommene i metroen registerer du din “ankomst” ved at føre kortet over en sensor, hvorefter systemet kender dit afrejsepunkt. Når du træder ud af systemet igen foregår det på samme måde, og systemet kan nu udregne hvor langt, du har rejst, og debitere dit kort for det korrekte beløb. Når kortet løber tørt tanker man ganske enkelt op igen.
Tine, Maria, Marlene og lokale scanner sig ind i metrosystemet.
At gadgets er pænt billige herovre er også tydeligt i musikbutikkerne, hvor man ikke bare kan købe musik til sin MP3-afspiller. Næh, musikken, du køber, er en MP3-afspiller – omend en skrabet version. Den har ikke noget display – blot hovedtelefonudtag plus knapper til basale navigationsfunktioner. Det lader dog ikke til at man kan trække musikken ud af devicet og lægge den på f.eks. sin pc eller en lidt større og mere avanceret afspiller.
Musik à la Solid State til folket.
Nå, men elektronikævl og gadgets til side. Mandag var der semi-uofficiel åbningsreception for Koreaklubbens medlemmer, hvorefter vi var en gruppe, der tog ud at spise sushi (dét kan de ikke finde ud af – de voldboller hver eneste maki med kål, Miracle Whip og mayonaise, og begrebet “less is more” er fuldstændigt tabt her. Alt, der kunne tænkes at smage godt i sushi, ryger i samtlige ruller, hvilket resulterer i sushi, der smager af alt og intet på samme tid, plus mayonaise. Yuck!
Sushi from Hell, Miracle Whip galore!
Med masser af Soju går det nu aldrig helt galt. Og det er altid sjovt at tage ud med de supersøde, positive og behagelige hoveder fra Koreaklubben.
I går tirsdag gik Gathering uofficielt i gang med Art Gathering og digtoplæsning, åbningsreception med stor middag og vores veninde Maj på klaver og vokal med et par af sine egne kompositioner. Desværre var vi begge to noget smadrede – vi kæmpede stadig med jetlagget, og oven i hatten blev Marlene rigtigt syg. Hun bukkede under for en maveinfektion, som vi mistænker vores mandags-morgenmad for at være skyld i.
Afgangsprojekt af en amerikansk adopteret og industrielt design-studerende.
Her onsdag morgen meldte vi derfor pas til den officielle åbning på Seoul Race Track, da Marlene stadig kastede op, og jeg egentlig godt kunne tænke mig at passe Marlene lidt, stene nogle flere timers søvn, og gøre nogle billeder og tekst klar til bloggen. Her lidt i fem går det dog meget bedre, så vi er klar til at trodse den silende regn uden for vores vindue og rykke videre til fællesmiddag på Kwanmunsa-templet om en god times tid.
Stakkels Marlene er blevet syg, og må passes af Koko Chanel.
Det snarlige møde med Marlenes biologiske familie begynder at fylde ret meget i tankerne. Det bliver mildest talt spændende, og det kan jo ikke ligefrem siges at være en ligegyldighed for Marlene, som dog i det store hele tager det ganske roligt. Jo flere historier, man hører, både gode og knap så gode, desto mere virkeligt bliver det, og desto flere forestillinger gør man sig. Nogle fortæller f.eks. om nyfundne biologiske mødre, som insisterer på at made og bade én som var man et spædbarn, og om at det kan være meget vanskeligt at sige fra når ens grænser bliver overskredet, fordi kulturen og skikkene er så anderledes, og situationen så surrealistisk. Men der er jo i bund og grund ikke så meget andet at gøre end at tage det i stiv arm og se hvad der sker. Spændende bliver det i hvert fald.
Nå, nok ævl – nu vil jeg lade lidt flere billeder tale (næsten) for sig selv! Store Korea-krammere fra Marlene og Daniel i Seoul. Hav det rigtig dejligt derhjemme!
Sofitel Ambassador Seoul by Night. Chang i forgrunden.
Værelsesudsigt fra Sofitel.
Koreansk morgenmad – ingredienserne svinger lidt, men kimchien, den koreanske lagrede stærke kål og nationalspise, er der altid. Også til cornflakes. Læg specielt mærke til bakterierne, der nakkede Marlenes mave sener
En velfungerende metro er naturligvis også populær. Ikke godt for klaustrofober.
Koreanerne spiser skam også kartofler – men helst med sukker på.
I Seoul shopper man fra tidligt til sent – mest sent. Her et skumringsbillede fra Yonsang, som minder en lillebite smule om strøget, bare sekshundrede gange federe og med os i turistrollen (nogle af os skjuler den bedre end andre – undertegnede ikke inkluderet).
Marlene ved casting til gyseren “The Host 2”.
Lokale shopper hårbånd. Nummer to fra højre er en anelse hys – luften er fin nok, i hvert fald for en garvet nørrebrogenser.
Stjerne for en aften i Honggik. Taget fra moshpitten
Rosinen i pølseenden: Brians plan lykkedes – kulturkanonen er nået til Seoul. “110 years of tradition – Denmark Hotdog”
|